Skip to content

1836-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 22. juni 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 1. december 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der skulle have fjernet tanden +6 på grund af dyb caries og betændelse den 14. juni 2007. Tanden blev delt i tre stykker og fjernet. Desuden blev der foretaget pusteprøve for at afsløre, om der var perforation til kæbehulen. Prøven var negativ dvs. intet hul til kæbehulen. Den 18. juni 2007 henvendte patienten sig med stærke smerter regio +6, og den 16. juni samt 20. juni 2007 blev der behandlet for smerter. Den 27. juni 2007 blev der fremstillet en plastfyldning i tanden +1. I marts 2010 blev patienten af egen læge henvist til sygehus for behandling af kæbehulebetændelse. Den 14. juni 2010 var der telefonisk kontakt med patienten, som oplyste, at hun havde døjet med kæbehulebetændelse siden udtrækning af tanden +6. Patienten havde stadig infektion, og havde fået lagt dræn. Patienten oplyste også, at lægerne mente, at der stadig var rester og splinter fra udtrækning af tanden. Ved under-søgelse den 22. juni 2010 viste røntgen, at der var en nær relation mellem området, hvor tanden +6 blev fjernet og kæbehulen. Der var ingen tegn på gennembrydning til kæbe-hulen. Den 2. august 2010 blev der på sygehuset operativt åbnet til kæbehulen, og denne blev inspiceret. Der blev ikke fundet rester af tandvæv eller knogle i kæbehulen, som kunne have haft tilknytning til fjernelse af tanden +6 i 2007.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til tandlægeregning, tabt arbejds-fortjeneste, transportudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. december 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Codan fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i forbindelse med den udførte tandbehandling.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at kæbehulebetændelse kan forekomme spontant og er en tilstand, som ikke i sig selv er udtryk for, at der er sket en behandler påført fysisk skade, medmindre der kan etableres en årsagssammenhæng, som oftest er et fremmedlegeme.

Codan vurderede, at den operative fjernelse og efterfølgende smerte og infektions-behandling har været bedst mulig under de givne omstændigheder. Desuden viste den senere operative behandling af kæbehulebetændelsen på Sygehus, at der ikke var efterladt hverken rodrester eller knogle i kæbehulen.

Codan fandt endvidere, at det forhold, at tanden +6 i 2007 havde massiv caries og tegn på rodspidsbetændelse kan have disponeret for udviklingen af kæbehulebetændelsen, men dette skyldes den grundlæggende sygelig proces for hvilken patienten søgte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. december 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en erstatningsberettigende skade som følge af den udførte tandbehandling, men at den opståede kæbehulebetændelse enten skyldes den forud eksisterende rodspidsbetændelse på tanden +6 eller forhold, der ikke er relateret til tanden.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.