Skip to content

4210/19

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 12. august 2015 på grund af smerter fra tanden +6. Der blev derfor ordineret antibiotika samt aftalt tid til rodbehandling af tanden. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 8. oktober 2015, som blev afsluttet med rodfyldning den 26. november 2015. Patienten henvendte sig igen med smerter fra tanden den 14. maj 2018. Der blev derfor taget røntgenbillede, som fandtes at vise mulig rodspidsbetændelse på tandens bagerste rod. På grund af usikkerheden herom blev det aftalt at vente med yderligere behandling af tanden. Den 13. juni 2019 mødte patienten til planlagt kronebehandling af tanden. Der blev derfor taget røntgenbillede af tanden, som fandtes at vise intet abnormt. Tanden blev herefter præpareret til krone, som blev cementeret på tanden den 27. juni 2019. Patienten henvendte sig igen med smerter fra tanden den 8. august 2019, hvorfor der blev taget endnu et røntgen, som fandtes at vise intet abnormt. Der blev dog ordineret antibiotika. Den 15. august 2019 blev der igen noteret smerter fra tanden. Der blev herefter indledt omgørelse af rodbehandlingen den 22. august 2019, da tandlægen kunne se begyndende rodspidsbetændelse på alle tandens rødder på tidligere røntgen. Efter oplukning af tanden blev der konstateret en parietal perforation, og tanden blev vurderet som ikke-bevaringsværdig. Tanden blev derfor fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat. 

1. instans afgørelse:

I brev af 9. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af en gennembrydning ved røddernes forgreningspunkt på tanden +6 som følge af rodbehandlingen af tanden hos tandlægen den 22. august 2019.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at lave rodbehandlingen af tanden om den 22. august 2019, da røntgenbilledet af den 8. august 2019 dokumenterede, at der var rodspidsbetændelse på tanden. Tænder rodbehandles oftest som følge af rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at der i forbindelse med åbningen til tandens nervehulrum den 22. august 2019 blev konstateret en gennembrydning ved røddernes forgreningspunkt. I forlængelse heraf lægges der yderligere vægt på, at tanden +6 blev fjernet senere samme dag. En gennembrydning, der sker i tandens rodforgreningspunkt medfører typisk, at tanden ikke kan bevares.

Tryg fandt herefter, at gennembrydningen ved røddernes forgreningspunkt har haft negative konsekvenser for tanden, idet gennembrydningen medførte, at tanden ikke kunne bevares, hvilket blev dokumenteret på røntgenbilledet af den 22. august 2019.

Tryg fandt herudover, at gennembrydningen har medført et behov for yderligere behandling i form af fjernelse af tanden og erstatning af tanden med et implantat.

Tryg fandt derfor, at erfaren specialiststandard havde været at sørge for en større åbning i tandens øverste tredjedel og i højere grad havde respekteret tandens anatomi. Herved havde man med skånsom teknik og ledsagende røntgenbilleder med overvejende sandsynlighed sikret, at rodbehandlingen alene havde omfattet tandens rodkanaler, hvorved skaden var undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning til at genskabe den tyggefunktion, hun havde, inden tandskaden skete. Det betyder, at patienten ikke får udbetalt erstatning til det eventuelle behandlingsbehov, som patienten havde inden tandskaden.

Tryg fandt derfor at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden +6 ved behandling af tanden med en stiftopbygning og en krone. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling, har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket ville beløbe sig skønsmæssigt til 7.500 kr.

Tryg fandt derfor, at patientens udgifter til godkendt behandling først dækkes, når behandlingsudgifterne overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 7.500 kr.

Tryg fandt herefter, at den skadesudbedrende behandling i form af fjernelse af tanden +6 og erstatning af tanden med et implantat kan godkendes. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. oktober 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at bedst mulig behandling i forbindelse med rodbehandling af tanden +6 er at fjerne kronen forud for rodbehandlingen. Der skulle derfor under alle omstændigheder have været lavet en ny krone som følge af behandlingen af grundlidelsen rodspidsbetændelse, selv om der ikke var sket en gennembrydning i forbindelse med rodbehandlingen.

Der skal derfor foretages fradrag for udgifterne til opbygning og krone, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifterne som følge af den anerkendte skade og ikke for udgifter, som patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt, hvis skaden ikke var sket. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 7.500 kr.

Det forhold, at kronen ikke var ældre, da skaden skete, medfører ikke, at der alligevel kan tilkendes erstatning herfor.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.