1924-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 16. marts 2009 med smerter efter et længere forløb hos tidligere tandlæger. Af journalen fremgår det, at smertebilledet var særdeles komplekst, og at der blev gjort et grundigt forsøg på udredning. Der var vedvarende smerter fra tanden -7 og på grund af tidligere behandling, ønskede patienten tanden fjernet. Tanden blev derfor trukket ud samme dag. Efter en periode med fortsatte smerter lettede symptomerne i regio -7 omkring 20. april 2009. Da der fortsat var symptomer fra tanden 5+ blev en revision af de tidligere behandlinger udført med såvel omgørelse af den almindelige rodbehandling som den kirurgiske rodbehandling. Den 27. maj 2009 var der forøget smertebillede fra tanden 6-, hvorfor det blev påbegyndt rodbehandling af denne tand samme dag. Rodbehandlingen af tanden -6 blev afsluttet den 10. juli 2009, hvor tanden -7 blev trukket ud på grund af smerter. I august 2009 var der fortsat smerter fra regio -7, og da der var palpations-ømhed samt let rødme fra området blev der udført en kirurgisk opklapning. Intet sygeligt kunne diagnosticeres i forbindelse med denne. I oktober 2009 var der forøget smertebillede fra tanden +6 og efter forsøg på minimal behandling med plastisolering blev smerterne forøget, og tanden blev rodbehandlet. Rodbehandlingen blev afsluttet den 21. oktober 2009. I december 2009 var der atter problemer og nu fra tanden 5+, som efterfølgende blev rodbehandlet. Der var i tanden ingen blødning fra nervekammeret. Rodbehandlingen blev afsluttet den 2. december 2009. Da symptomerne fortsatte, men nu angiveligt med andre tænder som stærkt smertende, blev patienten henvist til smerteklinikken på Rigshospitalet. Der blev påbegyndt rodbehandling af tænderne 5-5 hos egen tandlæge. I den forbindelse fremgår det, at tænderne var med stærkt påvirket og sygeligt forandret nervevæv. Behandlingen afbrydes hos tandlægen i februar 2010 og fortsættes hos egen tandlæge.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at smertebilledet hos patienten har været særdeles kompleks, men det fremgår af det foreliggende journalmateriale, at der er udført omhyggelig diagnostik og forsøg på at afhjælpe patientens smerter som ifølge journalen har været meget voldsomme.

Codan fandt endvidere, at der er udført flere rodbehandlinger på diagnostisk grundlag og enkelte tidligere udførte behandlinger er omgjorte. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelser ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt desuden, at de smerter, som patienten har haft i forbindelse med den udførte behandling, ikke ligger udover, hvad man med rimelighed må tåle i forbindelse med den pågældende tandbehandling. Desuden er kravet om sjældenhed og alvorlighed set i forhold til behandling af patientens grundlidelse ikke opfyldt.

Codan fandt, at det ikke er overvejende sandsynligt, at smerterne har årsag i den oprindeligt udførte behandling, da patienten fortsat har smerter også efter en konkrete behandling hos tandlægen er afsluttet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 23. februar 2011, som anført nedenfor.

Der er flere sager i det samlede behandlingsforløb. Nævnet har ikke haft mulighed for at tage stilling til udtrækningen af tænderne 6+, +5 og +6, da der ikke er indgivet anmeldelser vedrørende disse, således at de involverede tandlæger ikke har haft mulighed for at udtale sig herom.

I relation til samtlige sager finder nævnet, at der ikke er grundlag for tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte, da grundlidelsen – atypiske ansigtssmerter – må anses for at være hovedårsag til de fortsatte smerter. Behandlingerne har været et forsøg på at afhjælpe disse smerter, og det har vist sig, at dette ikke lykkedes. Selve den omstændig-hed, at en given behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand. Der er ikke grundlag for at antage, at behandlingerne i sig selv har forværret smerterne eller forlænget den periode, hvori der har været smerter.

Nævnet finder, at uanset det forudgående smerteforløb og det forhold, at patienten var indstillet på udtrækning af tanden -7, var der ikke tilstrækkelig indikation herfor. Patientens opfattelse af, at smerterne kunne hidrøre fra (bl.a.) denne tand, fritager ikke tandlægen for en pligt til at iværksætte undersøgelser af, om dette kan antages at være tilfældet, inden der iværksættes irreversibel behandling. Udtrækningen af denne tand anerkendes derfor som en erstatningsberettigende skade. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

Nævnet finder endvidere, at de udførte rodbehandlinger af tænderne -6,+6 og +5 er udført bedst muligt, og de kan ikke anses for årsag til, at tænderne efterfølgende mistes.

Nævnet ændrer således Codans afgørelse om, idet der ved udtrækningen af tanden -7 er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.