Skip to content

3304-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behov for fyldninger og ny rodbehandling. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for fyldninger og ny rodbehandling. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der har konsulteret tandlægen i perioden fra 20. marts 1998 til august 2015. I den forbindelse blev bl.a. tanden 4+ behandlet med en stor plastfyldning den 22. maj 2002 på grund af fraktur af tyggeknuden ud mod kinden. Den 6. februar 2003 blev tanden 4- behandlet med en rodstift og krone på grund af fraktur ved tandhalsen. Den 24. juli 2003 blev der lavet en ny behandling med rodstift og plastkrone af tanden 4- på grund af tabt krone. Patienten konsulterede tandlægen den 10. maj 2011 på grund af smerter i højre side af overkæben. I den forbindelse fandtes tænderne 8+,4+,3+,2+ og 1+ positive for el-test, mens tænderne 7+ og 6+ fandtes vitale ved boreprøve. Ud fra røntgen kunne man se en gammel rodfyldning 5+ med opklaring og der blev ordineret penicillin. Den 30. august 2011 og den 11. april 2013 blev der lavet nye plastkrone på rodstift på tanden 4- på grund af fraktur. Den 26. august 2013 blev der noteret obs for rodfraktur på 4- og der blev foreslået behandling med bro eller implantat. Ifølge journalen fra den 24. februar 2014 ønskede patienten at vente med behandling af 4-. Den 31. juli 2014 blev der lavet en fyldning på tyggefladen af tanden 6+ på grund af knækket fyldning. Den 3. september 2014 blev tanden +7 aflastet på grund af ømhed og ved eftersyn den 2. marts 2015 blev der ikke noteret noget behandlingsbehov. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, hvor der den 15. september 2015 blev konstateret behov for udskiftning af fyldninger i flere tænder på grund af caries og spalter ved eksisterende fyldninger. Desuden var der fistel ud for 5+ og røntgen blev beskrevet med insufficient rodfyldning og rodspidsbetændelse. Der blev derfor iværksat diverse fyldningsbehandlinger samt omgørelse af rodbehandlingen.  

Patienten søger nu om erstatning for misligholdelse af sine tænder.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få udført fyldningsarbejder og rodbehandlinger af 5+, uden at det vil have en negativ påvirkning af tænderne eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt dermed, at behandlingens omfang ikke er større, end hvis behandlingen var iværksat tidligere. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udført behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlæge-nævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at det nuværende behov for behandling af cariesangreb kan udføres under samme forudsætninger, som hvis de var blevet udført på et tidligere tidspunkt. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

For så vidt angår behovet for en ny rodbehandling af tanden 5+ finder nævnet, at denne behandling kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.