Skip to content

4364/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende rodspidsbetændelse ved anden rod. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende rodspidsbetændelse ved anden rod. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 8. februar 2019 med ømhed og lejlighedsvise blødninger fra venstre overkæbe. Der blev derfor taget røntgenbillede, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden +6. Der blev derfor planlagt rodbehandling af tanden samt ordineret antibiotika. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 14. februar 2019, da hun var påbegyndt den antibiotiske behandling og oplevede dårlig smag fra tanden. Det blev noteret, at patienten havde været ved egen læge, der havde konstateret streptokokker, hvorfor der var udskrevet en 10 dages antibiotika-kur. Patienten bad tandlægen om at forlænge kuren med 4 dage, hvilket blev imødekommet. Den 19. februar 2019 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden med oplukning og skylning. Behandlingen blev fortsat den 26. februar 2019, hvor der knækkede en rodfil i den bagudvendende kanal i forbindelse med udrensningen. Patienten blev informeret herom, og det blev noteret, at patienten havde haft en lille hævelse i ganen og ømhed ud for tanden. Det blev herefter besluttet at udskyde afslutningen af rodbehandlingen. Ifølge journalen fra den 18. marts 2019 var tanden symptomfri, hvorfor tanden blev rodfyldt i tre kanaler. Tanden blev herefter forsynet med en plastfyldning, og patienten blev informeret om behov for krone efter endt observationsperiode. Der blev taget røntgen, som ikke fandtes at vise knækket rodfil. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor det den 16. september 2019 blev noteret, at patienten havde haft symptomer samt dårlig smag fra tanden. Patienten oplyste, at tanden var rodbehandlet på grund af, at den var flækket. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse ved den fremadvendende rod samt mellem rødderne. Det blev desuden noteret, at man var opmærksom på den knækket fil i den bagudvendende rod, og at man ved sammenligning med røntgen fra marts 2019 ikke fandt sikre tegn på fraktur af fil. Det blev aftalt, at tanden skulle observeres. Den 20. september 2019 blev der udskrevet recept på antibiotika mod infektion. Ved kontrol den 27. september 2019 blev det noteret, at patienten havde fornemmelse af sivning fra tanden ved tygning samt metalsmag. Tanden blev derfor lukket op, hvorefter man fandt den knækkede rodfil. Rodfyldningen blev herefter fjernet, og patienten blev anbefalet at anmelde det til Tandskadeerstatningen. Patienten henvendte sig til Tandlægevagten den 29. september 2019 på grund af en voldsom, dunkende tandpine samt hævelse ved tanden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved den forreste rodspids. Patienten fik herefter ordineret antibiotika. Patienten henvendte sig igen den 4. oktober 2019 hos ny tandlæge, da hun ønskede hjælp til udfyldelse af anmeldelsesskemaet vedrørende den knækkede fil. Det blev i den forbindelse noteret, at patienten ønskede behandling af tanden snarest og helst med udtrækning af tanden og erstatning heraf med implantat. Den 17. oktober 2019 blev det noteret, at symptomerne fra tanden næsten var væk. Patienten overvejede dog stadig udtrækning af tanden i stedet for kirurgisk rodbehandling, som tandlægen anbefalede. Den 21. oktober 2019 blev patienten henvist til kirurgisk rodbehandling af tanden. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge igen, hvor hun henvendte sig den 1. november 2019 med tiltagende smerter. Det blev noteret, at patienten netop havde afsluttet behandling med antibiotika, og at hun havde en fornemmelse af, at der igen var betændelse ved tanden. Patienten ønskede derfor tanden fjernet på grund af det langvarige forløb. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise for kort rodfyldning i den fremadvendende rodkanal samt manglende rodfyldning i den bagudvendende rodkanal. Desuden var der rodspidsbetændelse ved det forreste rodkompleks. Patienten blev informeret om behandlingsmulighederne i form af fornyet rodbehandling, kirurgisk rodbehandling eller fjernelse af tanden. Tandlægen anbefalede en fornyet rodbehandling for at forsøge at bevare tanden, men patienten ønskede udtrækning af tanden. Tanden blev derfor trukket ud samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for alle de afholdte udgifter samt skadesudbedrende behandling. Desuden søges om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19. stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at påbegynde rodbehandling af tanden +6 den 19. februar 2019, da der var konstateret rodspidsbetændelse på tanden. Røntgenbillede af 8. februar 2019 dokumenterer dette.

Tryg fandt videre, at der ifølge journalen fra den 26. februar 2019 knækkede en rodfil i den bagudvendende rodkanal i forbindelse med udrensning af rodkanalerne. Filen blev fundet i forbindelse med oplukning af tanden den 27. februar 2019.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at en rodfil knækker, imidlertid ikke udgør en skade i lovens forstand, fordi en knækket rodfil kan fungere som fuldgyldig rodfyldning. For at der er tale om en erstatningsberettigende skade, kræver det, at den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden, f.eks. vedvarende rodspidsbetændelse samt behov for en mere omfattende behandling end den, som var nødvendig for at behandle grundlidelsen.

Tryg fandt dermed, at den knækkede rodfil ikke har medført sådanne negative konsekvenser for tanden, da røntgenbilleder af 16. og 29. september 2019 dokumenterer, at der var rodspidsbetændelse omkring forreste rodkompleks på tanden og ikke omkring bagerste rodkanal, hvor filen var placeret. Det er derved med overvejende sandsynlighed ikke filen, der er årsag til symptomerne eller rodspidsbetændelsen på tanden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. marts 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den knækkede rodfil ikke med overvejende sandsynlighed har medført en skade i lovens forstand, idet den efterfølgende betændelse var på den fremadvendende rod, hvilket er en anden rod end den rod, hvor den knækkede rodfil sad. Tanden +6 mistes derfor ikke som følge af den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.