3197-16

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen i perioden fra den 9. juni 1992 til den 1. juli 2013. Der er i perioden blevet foretaget kliniske undersøgelser og almindelige tandrensninger med regelmæssige intervaller. Desuden er der med jævnlige intervaller foretaget dybdegående tandrensning og i perioden fra 1992 til 2003 blev der foretaget systematiske målinger af tandkøds-lommerne. I perioden fra 1992 til 2013 mistede patienten tænderne 8,6,5,4+4,5,6,7,8 og -6,7 og tænderne i overkæben blev erstattes med en aftagelig protese. I juli 2013 skiftede patienten tandlæge, som den 8. januar 2014 konstaterede, at der ingen behandlings-krævende tilstande var og ingen fordybede tandkødslommer. Ved den efterfølgende konsultation den 22. januar 2014 blev der konstateret fæstetab og fordybede tandkødslommer på 10 tænder. Der blev derfor udført udvidet parodontal behandling, og tanden 8- blev trukket ud. Desuden blev der informeret om en anden type aftagelig protese. Ved kontrol den 29. april 2014 blev det journaliseret, at der var en flot reduktion af fordybede tandkødslommer samt forbedret parodontal status. Patienten blev igen informeret om en anden type protese med behov for kronebehandling af en bøjletand, men patienten ønskede at vente. Den 27. januar 2015 var der fortsat forbedrede parodontale forhold, dog var der en forværring omkring tænderne 1+1 som blev tilskrevet stress.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænder som følge af parodontose, som patienten troede var under kontrol.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. november 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tandlægens manglende diagnostik og behandling har medført, at patienten har udviklet et større fæstetab omkring tænderne, end hvis behandling var iværksat tidligere. Det øgede fæstetab vurderes stadig lokaliseret og i et behandleligt omfang, og tænderne kan bevares efter iværksat parodontosebehandling.

Codan fandt videre, at der blev udført en grundig parodontosebehandling med omhyggelig rensning af rodfladerne på alle tænder og denne behandling havde en god effekt. Bedst mulig behandling havde indebåret, at parodontosebehandlingen var iværksat tidligere.

Codan fandt dermed, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt derudover, at tænderne allerede i 1992 havde fordybede tandkødslommer, som disponerede for tab af støtteknogle. Der blev i perioden udført jævnlig tandrensning, som tillige blev udført under tandkødskanten.

Codan fandt derfor, at tabet af tænderne ikke med tilstrækkelig sandsynlighed kan tilskrives en manglende behandling, men må tilskrives grundlidelsen parodontose.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med genopretning af tandstatus i det omfang behovet for behandling kan henføres til forsømmelig diagnostik og behandling af parodontosen. Der kan derfor ydes erstatning til en udvidet parodontosebehandling med tilhørende tandrodsrensninger.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 19. november 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen har været mangelfuld og dermed har medført en forværring af Deres tandstatus og et øget behandlingsbehov. I den forbindelse er der lagt vægt på, at det er noteret i journalen, at tandkødslommerne er stort set uforandrede i perioden fra 2003 til 2011, og at der ifølge journalen i denne periode med regelmæssige mellemrum er foretaget dybderensning i tandkødslommerne, selv der ikke er faktureret herfor.

Nævnet finder således, at det nuværende behandlingsbehov skyldes grundlidelsen parodontose, og at såvel tobaksrygning som fravalget af en mere hygiejnisk protese i form af en Unitorprotese med overvejende sandsynlighed er medvirkende til det nuværende behandlingsbehov.

Den af Codan tilkendte erstatning er dermed bortfaldet.