Skip to content

3340-16

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der den 9. februar 2016 aftalte med tandlægen, at tanden 6+ skulle behandles med en støbt opbygning og krone, mens tænderne 5+ og 4+ skulle behandles med kroner. Der blev derfor den 4. april 2016 indledt behandling med udboring af tanden 6+ til støbt opbygning og i den forbindelse skete der en gennemboring af tandens rodoverflade. Det blev herefter konstateret, at tanden ikke kunne bevares, hvorfor den blev trukket ud den 14. april 2016 ved deling af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for ødelagt tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. juli 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt i den forbindelse, at erfaren specialiststandard havde været, at udboringen havde fulgt rodfyldningen/ rodens akse. Herved var skaden ikke sket, og tanden 6+ havde været bevaret.

Tryg fandt derfor, at udgifterne til behandling i form af fjernelse af tanden 6+ samt erstatning af tanden med en implantatbaseret krone eller treleddet bro dækkes. Der vil dog være fradrag for de sparede udgifter, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket. Hvis tanden 6+ erstattes med et implantat, vil fradraget udgøre 2.968 kr. for støbt opbygning og 5.199 kr. for kronebehandling eller i alt 8.167 kr. jf. behandlingsoverslag af 9. februar 2016. Hvis tanden 6+ erstattes med en treleddet bro, vil fradraget udgøre 8.167 kr. for sparede udgifter til behandling af tanden 6+ samt 5.199 kr. for sparede udgifter til kronebehandling af tanden 5+, idet kronebehandling af tanden 5+ var aftalt inden skaden skete.

I den forbindelse gjorde Tryg opmærksom på, at der for så vidt angår selve tandskaden kun ydes erstatning for udgifter til at genskabe den tandstatus, som patienten havde, inden tandskaden skete. Det betyder, at der ikke ydes erstatning for udgifter til det eventuelle behandlingsbehov, som patienten havde inden tandskaden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. juli 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der skal foretages fradrag for støbt opbygning og krone regio 6+, da denne behandling under alle omstændigheder skulle have været udført for at bevare tanden på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun de udgifter, der er en følge af skaden og ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 8.167 kr.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.