Skip to content

3465-16

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen siden den 30. december 2011. Ved undersøgelse den 12. januar 2012 (19. januar 2012) blev der konstateret caries i tænderne 8-,7-,6-,-7, -8, 7+,6+,5+,4+,+7 og +8. Tanden -8 blev herefter trukket ud samme dag og der blev planlagt udtrækning af tanden 8- samt reparation af de eksisterende tænder med plastiske fyldninger i løbet af de næste måneder. Cariesangrebene blev herefter behandlet med fyldninger frem til den 19. november 2012 og den 2. marts 2012 blev tanden 8- trukket ud. På grund af omfattende caries i tanden +5 opstod der behov for rodbehandling af tanden, ligesom der blev indledt rodbehandling af tanden 6- på grund af caries den 3. december 2012. Den 17. januar 2015 blev tænderne +5 og 6- rodfyldte og behandlet med plastiske fyldninger. Den 21. februar 2013 var tanden 6- knækket og blev behandlet med en plastisk fyldning. Desuden blev det noteret i journalen, at tanden skulle kronebehandles. I marts 2013 blev tænderne 7-,6-,8+,7+ og 5+ behandlet med plastiske fyldninger på grund af caries. Den 25. februar 2015 blev tænderne +5 og 6- behandlet med stift og plastfyldninger og tanden +6 blev rodfyldt i en kanal. Desuden blev tanden 7- rodbehandlet på grund af nervebetændelse. Det blev desuden noteret i journalen, at patienten havde dårlig mundhygiejne med misfarvede belægninger og tandsten. Der blev derfor ordineret Duraphat til forebyggelse af caries. I marts 2015 blev tænderne 8+,+5 og 6- trukket ud på grund af caries. Ifølge journalen blev der talt om voldsom cariesaktivitet grundet tidligere bulimi og at patienten nu afholdt sig fra sukker og børstede altid tænder. I april 2015 blev tanden +7 behandlet med plastfyldning på grund af caries og tanden +6 blev trukket ud. Ifølge journalen blev der anbefalet rodbehandling af tanden +6, men patienten ønskede ekstraktion. Den 30. april 2015 blev tanden 7+ behandlet med en plastfyldning og der blev indledt rodbehandling af tanden 7-. Efter flere rodskylningsseancer af tanden 7- blev tanden rodfyldt den 6. august 2015. Den 17. august 2015 blev det konstateret, at den linguale del af tanden 7- var løs og det blev aftalt at lave rodbehandlingen færdig med en plastfyldning evt. med stift, indtil patienten fik råd til en krone. Den 20. august 2014 blev fyldningen i tanden +7 lavet om, da den var tabt og tanden -6 blev ligeledes behandlet med en plastfyldning. Den 21. august 2015 var den faciale del af tanden 7- fraktureret og den 27. august 2015 blev tanden trukket ud, da den var knækket i niveau med gingiva. Den 23. september 2015 blev tanden 5- rodbehandlet på grund af caries under fyldningen. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge i oktober 2015, som fandt behov for ny rodbehandling af tanden 5-. Desuden skulle rodbehandlingerne af tænderne 5+ og -6 revideres. Derudover blev der anbefalet behandling med implantatbårne kroner regio +5,6 og senere reetablering af støttezonerne i underkæben.

Patienten søger nu om erstatning, da der har været tale om et længere forløb, hvor arbejdet ikke har været grundigt. Patienten har derfor haft konstante smerter i næsten 4 år og har været syg som følge af, at hun udviklede angst som følge af behandlingen

1. instans afgørelse:

I brev af 14. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at da patienten henvendte sig hos tandlægen den 30. december 2011 var tandsættet præget af mange cariesangreb. I perioden frem til august 2015 var patienten løbende i behandling med adskillige renboringer og plastfyldninger på grund af caries. Desuden blev tænderne 8,7,6-7,8 og 8+,+5,6 og +8 trukket ud på grund af omfattende caries og revnedannelse.

Tryg fandt desuden, at det fremgår af journalen, at patienten havde dårlig mundhygiejne, misfarvede belægninger og tandsten, samt at patienten tidligere havde haft en periode med bulimi. Det forhold, at der udvikles caries sker som følge af dårlig rengøring af tænderne i en kombination med f.eks. sukker og/eller andre bakterier. Ved hyppige opkastningstilfælde nedbrydes emaljen, hvilket medfører, at tandens modstandsdygtighed overfor caries formindskes.

Tryg fandt derfor, at den omfattende cariesaktivitet, som patienten har haft gennem årene, således med overvejende sandsynlighed skyldes forhold ved patienten selv og ikke behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen. Tænderne mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af et cariesangreb, der har svækket tanden i grad, der har medført revnedannelse.

Tryg fandt videre, at hvis de udførte rodbehandlinger skal laves om på ny, er der alene tale om en omgørelse af den tidligere udførte behandling. Dette er ikke en skade i sig selv, da det ikke alene kan medføre en forringelse af patientens tandstatus. Selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udført behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Trygs afgørelse af 14. september 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder efter at have sammenholdt røntgen fra januar 2012 og frem til november 2012, at fyldningsbehandlingerne har været mangelfulde og dermed har medført et øget behandlingsbehov.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på vurdering af erstatningens størrelse og omfang.