Skip to content

3607-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Udbetaling af erstatning for den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Udbetaling af erstatning for den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 29. maj 2009 med smerter fra tanden -6. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag. I den forbindelse knækkede en rodfil i den ene af tandens tre rodkanaler, den fremadvendende yderste rodkanal. Skaden blev erkendt og journaliseret og den 23. juni 2009 blev tanden rodfyldt. Ifølge journalen fra den 12. oktober 2012 var der noget opheling på tanden. Den 26. september 2016 blev der konstateret en større betændelsesproces omkring den skadede tandrod. Patienten blev derfor henvist til kirurgisk rodbehandling af tanden -6, hvilket blev foretaget den 16. november 2016.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. april 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning.

Tryg fandt, at i henhold til erstatningsansvarsloven er det som udgangspunkt kun den direkte skadelidte, der kan kræve udgifterne, som led i helbredende behandling, dækket efter en påført skade. Efter erstatningsansvarsloven skal den direkte skadelidte stilles som om, at der ikke er sket en skade.

Da patienten ikke har haft udgifter til den skadesudbedrende behandling, er patienten ikke berettiget til erstatning. Tandlægen kan ikke indtræde i patientens krav om erstatning og er derfor heller ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 25. april 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der kan udbetales tandlægen erstatning vedrørende udgiften til kirurgisk rodbehandling på i alt 4.500,00 kr., da regningen er udstedt til patienten, og da det fremgår, at tandlægen har lagt pengene ud for patienten.

Nævnet tiltræder i øvrigt, at der er sket en erstatningsberettigende skade samt erstatningens størrelse på ovennævnte beløb.