Skip to content

3633-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse, men med en ændret begrundelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse, men med en ændret begrundelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der den 13. januar 2010 aftalte kronebehandling af tanden 6-. Den 11. april 2016 konstaterede den behandlende tandlæge, at der var caries i tanden 6-’s fremadvendende flade og at tanden på sigt skulle behandles med en krone. Den 24. august 2016 blev der foretaget en gradvis renboring med en midlertidig fyldning af tanden. Den 19. december 2016 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise begyndende rodspidsbetændelse. Der blev derfor anbefalet rodbehandling af tanden samme dag, men patienten udskød behandlingen til 2017. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden 6- den 25. januar 2017 og i den forbindelse knækkede der en rodfil i den yderste af de forreste rodkanaler. Der blev taget røntgen og rodfilen blev forsøgt fjernet uden held. Patienten blev informeret om den knækkede rodfil og om en markant forringet prognosen for tanden. Desuden blev der informeret om behandlingsmuligheder, hvis der opstod smerter, enten antibiotisk eller tandudtrækning. Den 26. januar 2017 blev der ordineret antibiotikum. Ifølge journalen havde patienten ingen smerter og ønskede at vente med en eventuel fjernelse af tanden til efter en ferie.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af øget behandlingsbehov for behandling af rodspidsbetændelsen på tanden 6- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at den ydre forreste rodkanal ikke er tilgængelig for rodfyldning på grund af den knækkede rodfil, og at dette nødvendiggør en ekstra behandling i form af kirurgisk rodbehandling.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenbillederne af tanden 6- viser, at roden har snævre og let bøjede rodkanaler. Erfaren specialiststandard i forbindelse med rodbehandlingen havde derfor været en tragtformet åbning af tandens krone og rodkanalens indgang, hvilket ville have muliggjort, at rodkanalinstrumenterne kunne rettes mest muligt op, hvorved bøjning af instrumentet mindskes og modstanden i kanalen reduceres. Dette gør, at rodfilen kan bruges i rodkanalen på en sådan måde, at en fastlåsning og brud af instrumentet undgås. Ved denne fremgangsmåde ville det med overvejende sandsynlighed være undgået, at rodfilen knækkede.

Tryg fandt videre, at med udgangspunktet i røntgenbilledet fra den 19. december 2016 var tanden 6- bevaringsmulig med en rodbehandling, støbt opbygning og en krone. Kronebehandlingen har været anbefalet siden 2010 og der foreligger udskudte behandlinger, som ikke har gavnet tandens mulighed for bevarelse. Kronebehandlingen blev ikke udført og siden valgte patienten at udskyde behandling af rodspidsbetændelsen.

Tryg fandt således, at den knækkede rodfil i tanden nu er en adgangshindring for at nå rodspidsen i den pågældende kanal, men rodfyldning af tandens øvrige kanaler er ikke forsøgt og dermed er der ikke gjort forsøg på at bevare tanden.

Tryg fandt herefter, at tanden med overvejende sandsynlighed er bevaringsmulig med rodfyldning af de tilgængelige rodkanaler. Der kan være sammenløb af de forreste rodkanaler, således at det knækkede rodinstrument blot er fastlåst i en sidekanal med udmunding i samme rodspids. Skulle en almindelig rodfyldning ikke fjerne rodspidsbetændelsen, kan denne fjernes kirurgisk.

På den baggrund er patienten berettiget til erstatning for rimelige udgifter til en skades-udbedrende kirurgisk rodbehandling af den bageste rod på tanden 6-.

Hvis der er forhold, som kan begrunde, at tandlægen ikke har foreslået bevarelse af tanden 6-, skal der fremsendes en begrundelse fra tandlægen med dokumentation i form af røntgen og journalmateriale.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. marts 2017, men med en ændret begrundelse herfor.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at den gennemførte behandling af tanden 6- ikke var indiceret eller ikke udført bedst muligt. Grundlaget for retten til erstatning er derfor ikke lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, men nr. 2, da det vurderes, at skaden opstår som følge af en apparaturfejl. Ændringen i begrundelsen har i øvrigt ingen betydning for erstatningen.

Nævnet finder herefter, at den af Tryg tilkendte erstatning i form af kirurgisk rodbehandling vil medføre, at tanden 6- har en god prognose for bevaring. Hvis tanden alligevel ikke kan bevares, finder nævnet, at årsagen hertil er tandens forud bestående tilstand i form af en svækket tand som følge af den manglende kronebehandling.