Skip to content

3718-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig mand, der den 27. juni 2013 fik konstateret dyb caries i tanden 6+ ved et røntgenbillede. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden og den 10. juli 2013 blev tanden rodfyldt i tre rodkanaler. Der blev taget kontrol røntgen, som fandtes at vise, at der ikke som forventet var foretaget rodfyldning af den forreste, ydre rodkanal. Der blev derfor foretaget rodfyldning af denne kanal den 11. juli 2013. Den 10. september 2014 blev der konstateret fødeansamling mellem tænderne 6+ og 5+. Den 27. april 2016 skiftede patienten tandlæge, som konstateret tandkøds-betændelse ud for tænderne 6+ og 5+. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en efterladt rod fra tanden 7+, samt en gennembrydning af tanden 6+ i forbindelse med rodbehandlingen. Desuden ses rodfyldningsmateriale uden for tanden 6+. Patienten henvendte sig med gener fra tanden 6+ den 17. maj 2016, hvorfor han blev sat i behandling med penicillin. Ifølge journalen afventede patienten et overslag på kirurgisk behandling af tanden, som patienten i øvrigt ikke vidste, om han ønskede. Den 25. maj 2016 kontaktede patienten tandlægen telefonisk, da han ønskede fjernelse af tanden. Patienten blev derfor henvist til en specialtandlæge med henblik på operativ fjernelse af tanden. Den 29. juni 2016 noterede specialtandlægen, at der var rødme og blødning af tandkødet ud for tanden 6+. Røntgen fandtes at vise insufficiente rodfyldninger. Det blev desuden noteret, at patienten ønskede tanden fjernet, hvilket der fandtes at være indikation for. Tanden blev herefter fjernet operativt og det blev noteret, at det overskydende rodfyldningsmateriale lå facialt for knogle 7+. Den 14. december 2016 henviste ny tandlæge patienten igen til specialtandlægen med henblik på fjernelse af den efterladte rod fra tanden 7+. Specialtandlægen foretog derfor en operativ fjernelse af roden den 11. januar 2017 og det blev konstateret, at der ikke var knogledække svarende til den indre og den ydre, forreste rod på tanden 8+.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden 6+.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.
Tryg fandt i den forbindelse, at der er foretaget rodbehandling af tanden 6+, og at der i den forbindelse er sket en gennembrydning af tanden, samt at der er ilagt rodfyldningsmateriale svarende til denne gennembrydning, hvilket er dokumenteret på røntgen optaget 10. juli 2013.

Tryg fandt videre, at en gennembrydning kan have negative konsekvenser for tanden, men i dette tilfælde har gennembrydningen ikke har negative konsekvenser, da gennembrydningen er sket over knogleniveau. Dermed har gennembrydningen ikke haft negative konsekvenser i form af udvikling af betændelse i knoglen. Desuden er den ilagte rodfyldning ved fjernelse af tanden 6+ fundet mellem den ydre knoglevæg og tandkødet. Dette har dermed heller ikke haft negative konsekvenser for knogle og tand.

Tryg fandt således, at behandlingen hos tandlægen ikke har haft nogen negative konsekvenser for tanden 6+ og der er dermed ikke sket en skade.

Tryg fandt herudover, at røntgen fra den 27. april 2016 dokumenterer, at tanden 6+ var rodfyldt med rodfyldninger, der ikke var tætte og homogene, samt at rodfyldningen svarende til den indre rodkanal var ført ud gennem rodspidsen. Behandling af dette kunne være udført ved en revision af rodfyldningerne med rodfyldninger, der var tætte, homogene og ført til rodspidserne. Tanden 6+ er imidlertid fjernet og behandlingen kan derfor ikke udføres.

Hvis patienten mener, at tanden 6+ er taget ud på uretmæssigt grundlag, skal patienten foretage en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. juli 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden 6+ ikke mistes som følge af gennembrydningen, da gennembrydningen er sket over knogleniveau og dermed ikke har haft negative konsekvenser for tanden.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.