Skip to content

3804-18

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterladt rodspids samt gener, inklusiv bihulebetændelse til følge. Godtgørelse for varigt mén, svie og smerte m.m. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterladt rodspids samt gener, inklusiv bihulebetændelse til følge. Godtgørelse for varigt mén, svie og smerte m.m. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig mand, der den 10. december 2013 skulle have fjernet tanden 8+. I den forbindelse blev en rodspids skubbet ind i kæbehulen. Ifølge journalen fra den 19. december 2013 havde patienten ingen symptomer og området helede pænt. Den 2. april 2014 blev det noteret, at patienten siden operationen havde haft kronisk højresidig kæbehulebetændelse, og at tandlægen mistænkte en forskubbet rodspids som årsagen hertil. Patienten blev henvist til sygehuset den 7. april 2014 med henblik på diagnose og behandling og den 14. juli 2014 blev rodspidsen fjernet på sygehuset. Den 4. august 2014 blev stingene fjernet og patienten blev afsluttet på sygehuset. Den 8. april 2015 blev det noteret, at patienten tit vågnede med besværet vejrtrækning i højre side på grund af tilstoppet næsebor. Patientens mor oplyste den 28. april 2015, at patienten tit havde hovedpine og koncentrationsbesvær på arbejde og at hun mistænkte en sammenhæng med kæbehuleoperationen. Ifølge journalen fra øre-næse-halslægen havde patienten fortsat kæbehulebetændelse i højre side den 30. juni 2015. Patienten blev derfor henvist til sygehuset. Den 20. august 2015 blev det noteret, at man under operation fandt slimhinden i kæbehulen reaktionsløs og uden pus. Ifølge sygehusjournal fra den 24. august 2015 var der blevet foretaget infundibulotomi og konkotomi. Den 3. september 2015 blev der noteret få gener og sunde forhold i begge sider i kæbehulerne.

Patienten søger nu om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, hvis tilstanden bliver kronisk.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. november 2017 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 4.095 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt renter heraf på i alt 150,17 kr., i alt 4.245,17 kr.

Codan fandt, at det ikke fremgår af journalen fra egen læge, at patienten har været sygemeldt i perioden fra 22. juni 2014 til den 22. september 2014.

Codan fandt dog, at der kan laves en skønsmæssig vurdering af svie og smerte på baggrund af patientens journaler for perioden december 2013 til og med den 4. august 2014, hvor stingene blev fjernet.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 14. juli 2014 til den 4. august 2014, i alt 21 dage, eftersom der ikke før/ efter denne periode foreligger tilstrækkelige oplysninger i journalerne om patientens gener. Patienten er derfor berettiget til 4.095 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt renter heraf på 150,17 kr.

Codan fandt dog, at der ikke er modtaget kvitteringer eller udskrift fra apoteket, hvorfor der ikke kan tilkendes erstatning for medicinudgifter.

Codan fandt videre, at patientens skatteoplysninger for årene 2014 og 2015 ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at patienten har haft et indtægtstab i 3 måneder på grund af tandlægebehandlingen den 10. december 2013, eftersom oplysningerne fra SKAT ikke kan stå alene. Desuden mangler der dokumentation for patientens 3 måneders sygeperiode.

Codan fandt derfor, at kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 22. juni til 22. september 2014 ikke kan vurderes på grund af manglende dokumentation.

Codan har desuden i afgørelsen af 26. oktober 2016 vurderet, at der ikke er sammenhæng mellem patientens vejrtrækningsproblemer og behandlingen. Patientens manglende indtægt i perioden 1. marts 2015 til 1. juni 2015 skyldes derfor ikke tandlægebehandlingen den 10. december 2013.

Codan fandt desuden, at patienten ikke er berettiget til godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne. Patienten har i brev af 21. februar 2017 bedt om, at afgørelsen forelægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men de afgørelser, Codan træffer ved Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, skal ankes til Tandskadeankenævnet, hvis patienten er uenig i vurderingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 10. november 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder på baggrund af den indhentet speciallægeerklæring, at patientens nuværende gener med overvejende sandsynlighed er en følge af den anerkendte skade, da der ikke inden indgrebet var lignende gener. Bihulebetændelsen har derfor med overvejende sandsynlighed bredt sig fra skadessiden til den modsatte side.

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på en fornyet vurdering af erstatningens størrelse og omfang.