Skip to content

4593/21

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig mand, der den 2. juni 2016 fik taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle rodbehandles, og den 4. juli 2016 blev der indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev afsluttet med rod- og plastfyldning den 15. juli 2016, og i den forbindelse blev det konstateret, at der var en knækket rodfil i den ganevendende rod. Patienten blev derfor informeret herom. Ved undersøgelse den 20. januar 2017 blev der igen taget røntgen, som ikke fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse. Den 13. oktober 2017 blev der igen taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Det blev desuden noteret, at patienten ikke havde nogen symptomer og planen om omlavning af kronen blev fastholdt. Der blev derfor taget aftryk til en ny krone, og den 20. oktober 2017 blev kronen cementeret på tanden. Den 17. september 2020 blev der igen taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Efter det oplyste, kan tanden ikke bevares på grund af omfattende betændelse og rodfilens placering.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. januar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rod-behandling af tanden 6+, da der var rodspidsbetændelse i tanden. Rodspidsbetændelse medfører typisk rodbehandling af en tand.

Tryg fandt videre, at der den 15. juli 2016 blev noteret, at der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i den ganevendende rod.

Tryg fandt desuden, at der den 13. oktober 2017 blev registreret rodspidsbetændelse i den ganevendende rod, hvor den knækkede rodfil sad. Rodspidsbetændelsen blev dog ikke behandlet. Tanden blev i stedet kronebehandlet.

Tryg fandt herefter, at tanden med overvejende sandsynlighed mistes som følge af udsat behandling. Tanden kunne være kirurgisk rodbehandlet og bevaret, såfremt der var blevet indledt behandling den 13. oktober 2017, hvor der blev diagnosticeret rodspidsbetændelse eller lige efter. Det forhold, at behandlingen udsættes, har med overvejende sandsynlighed forværret tandens status i en sådan grad, at tanden ikke længere kan bevares.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden har årsag i udsættelse af behandling og ikke som følge af den knækkede rodfil.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 12. januar 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at den knækkede rodfil er årsagen til, at der efterfølgende opstod rodspidsbetændelse på den ganevendende rod af tanden 6+. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at der var anvendt en mere forsigtig teknik ved brug af roterende rodfil, hvorved filfrakturen kunne være undgået. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til den kirurgiske rodbehandling af denne rod.

 

For så vidt angår behovet for kirurgisk rodbehandling af de øvrige rødder finder nævnet, at dette er en følge af grundlidelsen, rodspidsbetændelse. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af disse rødder.

 

Behandlingsoverslag på kirurgisk rodbehandling af tanden 6+ skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.