Skip to content

1388-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. oktober 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 4. marts 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig kvinde, der fik fremstillet en ny 4-leddet metalkeramikbro på tænderne 7- til 5- i oktober 2004. På røntgenbillede fra februar 2007 var tænderne 4- og 3- ikke gengivet, og der blev ikke diagnosticeret caries ved den kliniske undersøgelse. I september 2008 blev der diagnosticeret caries i tanden 4-, og på det tidspunkt var cariesprocessen på omfattende, at tanden måtte fjernes. Der søges nu om erstatning til ny bro 7- til 3-.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. marts 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade, som med overvejende sandsynlighed ville være undgået, hvis der var handlet i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist ville have handlet under de givne forhold i henhold til Lov om patientforsikring, § 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Codan dækker derfor efter regning den skadesudbedrende behandling med en bro regio 7- til 3.

Codan traf også den 4. marts 2009 afgørelse om, at behandlingen ikke havde været den bedst mulige under de givne omstændigheder, og det erlagte honorar vil blive modregnet erstatningen, da omgørelse af mangelfuldt arbejde ikke er omfattet af forsikringsdækningen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 4. marts 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

Patientens ret til erstatning efter patientforsikringsloven (Lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet) omfatter alle udgifter til udbedring af skaden og dermed også den del af skadesudbedringen, som udgør omgørelse af tidligere udført tandlægearbejde. I forhold til den skadevoldende tandlæge er denne del derimod ikke omfattet af forsikringsdækningen. Hvis det pågældende tandlægearbejde var mangelfuldt i en sådan grad, at det ikke var honorarværdigt, ville patienten – i en klagesag eller ved et civilt søgsmål mod tandlæge – have krav på tilbagebetaling af honoraret og dækning af eventuelle merudgifter ved omgørelsen. Dette krav overgår til forsikringsselskabet Codan, fordi erstatningen herfra som anført holder patienten skadesløs.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at broen ikke har haft tilstrækkelig ved-
hæftningsevne, da en korrekt monteret bro ikke går løs efter knap 4 år. Patienten ville derfor have krav på tilbagebetaling af honoraret for broen, da denne gik tabt.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at honoraret skal tilbagebetales.