Skip to content

1876-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 23. november 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 14. januar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der af kosmetiske årsager ønskede behandling af venstre fortand i overkæben, +1, da den gennem de senere år var blevet mørkere end den højre fortand, 1+. Patienten blev informeret om, at det ville være nødvendigt at behandle med kroner på de to fortænder for at få et ensartet resultat, hvilket patienten accepterede. Den 17. juni 2009 blev behandlingen påbegyndt, hvor der blev foretaget beslibning af tænderne 2+,1+,+1 og +2. Der blev herefter påsat kroner på tænderne 2+,1+,+1 og +2 den 25. juni 2009. Efterfølgende var der uro i overkæben, og tandkødet faldt ikke på plads omkring kronerne. Desuden var der symptomer fra tænderne ved indtagelse af koldt, varmt og sødt. Patienten skiftede herefter tandlæge, der konstaterede, at kronerne har for brede kanter. Patienten blev derfor anbefalet at få lavet nye kroner.

Patienten søger nu om erstatning for fejlbehandlingen samt godtgørelse for svie og smerte i forbindelse med, at hun fik lavet nye kroner.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgenbilleder fra henholdsvis den 4. og 17. juni 2009 viser tænderne 2+ og +2 intakte. Tænderne er nu blevet skadede, da der unødigt er blevet fjernet store mængder sund tandsubstans uden patientens accept.

Codan fandt derfor, at skaden i form af beslibning af tænderne 2+2 og dermed efter-følgende behov for kronebehandling med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling. Behandlingen har derfor ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt endvidere, at behandlingen med krone på tænderne 1+ og +1 muligvis ikke er udført i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingerne kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Dermed er der ikke sket en skade i lovens forstand.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling for den første behandling må i stedet fremføres overfor tandlægen, der har udført behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt, at der ikke kunne udbetales erstatning, da patienten ikke havde haft udgifter til den skadesudbedrende behandling, ligesom der ikke havde været tale om et egentlig sygeforløb som følge af skaden eller et varig mén.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. januar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at der ikke var nogen indikation for beslibningen af tænderne 2+2, og at De ikke har samtykket i denne behandling. Beslibningen er derfor en skade, men denne er blevet udbedret ved kronebehandling af de to tænder, uden at dette har medført en merudgift for Dem. Der er dermed ikke lidt noget økonomisk tab, og der kan derfor ikke ydes erstatning. Der er heller ikke grundlag for at yde godtgørelse for varigt mén eller for udgifter ved eventuel senere udskiftning af kronerne.

 

 

Nævnet finder endvidere, at kronebehandlingerne af tænderne 1+1 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingerne ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet finder således, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

 

 

Såfremt der måtte opstå behov for rodbehandling af tænderne 2+2 som følge af skaden, kan der på ny rette henvendelse til Codan for vurdering af en eventuel dækning af denne udgift.