Skip to content

1241-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. maj 2009 ændret Codans afgørelser af 30. maj 2007 og 17. juni 2008.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig mand, som i 2004 skader tanden -6 ved et traume. Tanden bliver af behandlende tandlæge rodbehandlet den 29. december 2004 og krone bliver påsat i marts 2005. Umiddelbart herefter skifter patienten tandlæge. I april 2005 har patienten smerter som følge af traumebehandlingen. Smerterne bliver behandlet af patientens nye tandlæge. Den nye tandlæge konstaterer rodspidsbetændelse på begge rødder og afmonterer derfor krone og opbygning. Herefter forsøges revision af rodbehandling -6, men uden succes. Den nye tandlæge mener, at fjernelse af tand -6 og indsættelse af tandimplantat med krone er nødvendig. Patienten fik dækket traumebehandlingen af sit forsikringsselskab, men forsikringsselskabet vil ikke betale for yderligere behandling, idet efterbehandlingen ifølge forsikringsselskabet skyldes mangler ved den oprindelige rodbehandling.

Ved brev af 30. maj 2007 afviser Codan at betale erstatning til ekstraktion af -6, da Codan kommer frem til, at tanden med overvejende sandsynlighed kan behandles med kirurgisk rodbehandling. Codan vil derfor alene betale for dette og maksimalt 3.500 kr.

Behandlende tandlæge udfører herefter denne behandling og anmoder på vegne patienten om yderligere erstatning til støbt opbygning og krone på tanden. Codan afviser betaling heraf, da der er tale om omgørelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. maj 2007 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om Patientforsikring § 1 jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Codan vil alene betale erstatning til rimelige udgifter og maksimalt kr. 3.500 til rodresektion (kirurgisk rodbehandling) af mesiale (forreste) rod på tanden -6, og ikke til ekstraktion af -6 samt indsættelse af tandimplantat med krone som ønsket af patienten og foreslået af patientens nuværende tandlæge. Begrundelsen herfor er, at tanden -6 med overvejende sandsynlighed kan behandles med rodresektion med god prognose. Som følge af patientens nye tandlæge Reiff Furdals anmodning ved brev af 26. maj 2008 om yderligere erstatning til patienten til foretagelse af ny opbygning og krone, traf Codan ved brev af 17. juni 2008 afgørelse herom. Codan kom frem til, at behandlingen ikke er omfattet af forsikringen. Begrundelsen herfor er, at behandlingen er en omgørelse af den initiale rodfyldning udført af den behandlende tandlæge, og at krav derfor skal rettes mod denne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelser af henholdsvis den 30. maj 2007 og 17. juni 2008.

Nævnet finder ikke, at der er tale om en erstatningsberettigende skade, da den oprindelige mangelfulde rodbehandling bliver omgjort for tandlægens regning. At der derefter fortsat er behov for kirurgisk rodbehandling, er ikke udtryk for en skade, men et udtryk for et ikke-succesfuldt behandlingsresultat trods optimal behandling.

Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om Patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

På den baggrund skal den allerede udbetalte erstatning på kr. 3.424,- til rimelige udgifter til rodresektion af mesiale rod på tanden -6 tilbagebetales.