Skip to content

1319-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
tandskadeankenævnet har den 19. juni 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 23. september 2008.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 36-årig kvinde, der i forbindelse med tandblegning har konstante smerter i tandkød, ligesom tænderne føles mærkelige. Patienten anfører, at dennes tænder blev bleget med blegemidlet i 1½ time og at tandkødet ikke var søgt beskyttet.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. september 2008 meddelte Codan, at der ikke forelå en erstatningsberettigende skade i forbindelse med tandblegningen, idet det er sædvanligt, at tænderne er følsomme og føles anderledes efterfølgende, og dette kan vare et stykke tid. Trods brug af kofferdam til beskyttelse af tandkød er det almindeligt, at der kan ske påvirkning af tandkød, som efter nogen tid vil normaliseres. Der er derfor ikke sket en skade og ubehaget ligger ikke ud over, hvad der må tåles

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af den 23. september 2008.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage at behandlingen ikke har været udført i overensstemmelse med bedste specialistmålestok.

Nævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort at tandblegningen skulle have medført vedvarende smerter og gener og der findes derfor ikke grundlag for tilkendelse af godtgørelse for varigt mén. Midlertidige gener er forventelige ved en sådan behandling, og der er derfor heller ikke grundlag for tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte.. De udgifter der foreligger til behandling af følsomme tandhalse ligger i øvrigt under forsikringens bagatelgrænse.

Det forhold, at behandlingen muligvis ikke har medført et tilfredsstillende resultat er ikke i sig selv en skade i lovens forstand..

Nævnet finder på den baggrund, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet, § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, i forbindelse med behandlingen.