Skip to content

1324-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. august 2009 ændret Codans afgørelse af 6. oktober 2008.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig kvinde, der oplyser, at i forbindelse med rodbehandling af kindtand 6- den 26. april 2006 knækkes en rodfil i mesial rodkanal. Dette medfører, at der opstår en rodspidsbetændelse på den skadede tandrod, som kræver operation hos en specialist.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. marts 2008 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade der med overvejende sandsynlighed skyldes fejl eller svig i teknisk apparatur m.v., der blev anvendt ved undersøgelse eller behandling jf. Lov om patientforsikring § 1, stk. 1 jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Forsikringen betaler derfor rimelige udgifter til en skadesudbedrende kirurgisk rodbehandling af den forreste rod på tanden 6-. Der betales dog kun for behandling af forreste rod.

I brev af 6. oktober 2008 fastholder Codan udbedringsmetoden på trods af, at den nye behandlende tandlæge oplyser, at behandlingen med kirurgisk rodbehandling af den forreste rod vil være nytteløs og tanden i stedet bør fjernes og erstattes med implantat. Codan oplyser i den forbindelse, at selve skaden, der består i et afbrækket rodinstrument, vil med en god prognose kunne udbedres ved en kirurgisk rodbehandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. august 2009 truffet følgende

 

Afgørelse

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 6. oktober 2008, da nævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

 

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at fundamentet er for dårlig uanset knækket rodfil/ betændelse. De ønsker derfor behandling i form af et implantat til erstatning for tanden 6-.

 

Nævnet finder i overensstemmelse med den behandlende tandlæges oplysning, at årsagen til at tanden mistes ikke skyldes den knækkede rodfil, men tandens øvrige dårlige status. Nævnet finder derfor, at der ikke længere er grundlag for at yde erstatning i henhold til loven.

 

Nævnet skal desuden oplyse, at en knækket rodfil i sig selv ikke berettiger til nogen anden form for behandling end kirurgisk rodbehandling.