Skip to content

1326-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnvets formand har den 25. november 2009 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 40-årig kvinde, der i februar 2007 fik isat implantat +4 og påsat krone. Klagede over at kronen virkede for stor og den blev slebet ligesom tænderne +5 og +6 blev slebet. Dette skete efter patientens oplysninger i 3 omgange. Efterfølgende klagede patienten over smerter. Opsøgte ny tandlæge, som efter patientens udsagn var enig i, at kronen ikke var i orden. Efterfølgende er der knækket 2 tænder i undermunden, hvilket patienten anså for at have årsag i den for store krone på +4.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. september 2008 meddelte Codan, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Begrundelsen var, at tanden +4 var destrueret i en sådan grad, at det var nødvendigt at erstatte den med implantatbaseret krone. Der var ikke i journaloptegnelserne støtte for, at der var sket beslibning af tænderne. Patienten udeblev ligeledes ifølge journaloptegnelserne fra kontrol. Codan fandt på baggrund af journaloptegnelser og patientens klage grundlag for, at der var tale om en omgørelsessag, som bliver bedømt i regionsregi.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

De har i brev af 30. juli 2009 anmodet Tandskadeankenævnet om genoptagelse af ovennævnte sag, hvori det blev truffet afgørelse på Tandskadeankenævnets møde den 19. juni 2009.

I henhold til bemyndigelse i § 7 i Tandskadeankenævnets vedtægter har jeg som formand for nævnet truffet følgende:

?

Afgørelse

Den af Tandskadeankenævnet trufne afgørelse kan ikke genoptages.


En gennemgang af sagen giver ikke grundlag for genoptagelse, da der ikke ses at være fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det fremgår således, at De ønsker sagen genoptaget med den begrundelse, at det ikke er overvejende sandsynligt, at hyperkontakten er årsag til at der er brækket et stykke af tanden. De finder, at det er usandsynligt, at patienten har gået med en hyperkontakt, da det er meget smertefuldt.

Det fremgår imidlertid af afgørelsen, som ankenævnet traf den 19. juni 2009, at det fremgår af besigtigelsesrapporten, at der var for hård kontakt mellem implantat og tanden -5. Nævnet vurderede derfor, at det var overvejende sandsynligt, at det var årsagen til at der efterfølgende brækket et stykke af tanden. Der er ikke fremkommet oplysninger, der ændrer på grundlaget for denne vurdering.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.