Skip to content

1378-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 23. september 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 27. januar 2009, men med ændret begrundelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der den 20. maj 2008 fik foretaget almindelig tandeftersyn, tandrensning samt plastfyldning af tanden +7. Patienten oplyser, at ved drejning og fastholdelse af hendes hoved til højre side under materialefyldningen, mærkede hun et ubehageligt hårdt modtryk fra en forhøjning i stolen. Patienten fornemmede, at hun var kommet for langt ned i stolen og forsøgte at komme tilbage i rette stilling. Patienten har efterfølgende i en periode været uarbejdsdygtig. Efterfølgende har der været et forløb med kiropraktor- og fysioterapibehandlinger og diverse undersøgelser, herunder en MR-scanning, hvor der ses en stor osteofyt på C6, som trykker på den højre C7 rod og resulterer i udtalt forsnævring i det højre neuro foramen. Der påvises ingen discus prolaps og i øvrigt intet synligt rodtryk. Der ses højdereducerede degenererede disci på niveau C4/C5, C5/C6 og C6/C7 samt bilat. uncovertebral artrose. Patienten ønsker erstatning for medicinsk behandling, kiropraktorbehandling, MR scanning mv.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. januar 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19 og § 20.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der på det foreliggende grundlag ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem patientens gener fra nakken/ øvrige symptomer og tandbehandlingen udført den 20. maj 2008. Codan har også lagt vægt på, at patienten forud for tandbehandlingen havde symptomer fra nakken, hvilket tyder på, at patienten forud havde en kronisk belastningslidelse.

I brev af 26. februar 2009 fastholdt Codan deres afgørelse af 27. januar 2009 og gør patienten igen opmærksom på klagemuligheden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet har på et møde den 23. september 2009 truffet følgende

 

Afgørelse

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 27. januar 2009 men med ændret begrundelse herfor.

 

Da den eventuelle skade ikke skyldes undersøgelse eller behandling, men indretning af eller lejring i tandlægestolen, skal spørgsmålet om ret til erstatning afgøres efter Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 2. Erstatning kan herefter kun ydes, hvis der foreligger et ulykkestilfælde, som tandlægen er ansvarlig for efter almindelige erstatningsregler, dvs. der skal foreligge en ansvarspådragende fejl fra tandlægens side.

 

Nævnet finder ikke, at der er dokumentation for, at der foreligger et ulykkestilfælde, dvs. en ydre, unormal indvirkning, der har haft påviselig legemsbeskadigelse til følge. Der er heller ikke er grundlag for at antage, at der har været fejl ved indretning af patientens leje eller anvendt udstyr

 

Nævnet finder derfor, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen den 20. maj 2008 i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 2.