Skip to content

1365-09

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 stadfæstet Codans afgørelser af 9. februar 2009 og 5. januar 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 78-årig kvinde, hvor der i forbindelse med en implantatoperation den 24. september 2008 opstod fraktur af underkæben. Patienten blev derfor henvist til hospitalet med henblik på åben reposition og fiksation af fraktur. Patienten bliver i den forbindelse sat i antibiotikabehandling. Patienten søger om erstatning for skæv mund samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 jf. § 19, stk. 1. Codan har i den forbindelse fundet, at der forud for implantatoperationen hverken forelå de nødvendige detaljerede røntgenundersøgelser og/ eller en klinisk analyse af behandlingens kompleksitet. I forbindelse med operationen er der ikke udført tilstrækkelig udboring svarende til 3- inden implantatinstallationen og derfor måtte implantat fjernes. I den forbindelse er der fjernet knogle og kæbebenet påvirket negativt.

Forsikringen dækker derfor godtgørelse for svie og smerte på i alt 825 kroner og beder patienten om at udfylde skema ved yderligere krav.

I brev af 10. juni 2009 traf Codan afgørelse om, at der kan tilkendes yderligere godtgørelse for svie og smerte standen til 225 dage á 165 kr. svarende til i alt 37.125 kr.

I brev af 30. juli 2009 traf Codan afgørelse om, at det ikke kan tilbydes at betale behandlingen med proteser, da denne behandling skulle være udført under alle omstændigheder.

I brev af 5. januar 2010 traf Codan afgørelse om, at det varige mén udgør 5%, da der er tale om betydelige føleevnenedsættelse svarende til læbe/tandnerven i venstre side. Ved sumscoreanalysen opnås 11 point ud af 21 mulige.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 9. februar 2009 og 5. januar 2010 med de af Codan anførte begrundelser.

 

 

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Nævnet har lagt vægt på, at der forud for implantatoperationen hverken forelå de nødvendige detaljerede røntgenundersøgelser og/ eller en klinisk analyse af behandlingens kompleksitet, samt at der ikke er udført tilstrækkelig udboring svarende til 3- inden implantatinstallationen, hvilket bevirket, at implantatet måtte fjernes. Det er muligt, at materialesvigt har været en medvirkende årsag, men dette har ingen betydning for afgørelsen. Selv hvis dette havde været den eneste årsag, ville der være ret til – samme – erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 2.

 

 

 

 

Nævnet finder desuden, at der ikke er grundlag for at fravige Arbejdsskadestyrelsens méntabel pkt. A.1.4.1., hvorefter méngraden ved væsentlige føleforstyrrelser som følge af nerveskader som den foreliggende vurderes til 5%. For så vidt angår mentabel pkt. A.1.2.4. finder denne kun anvendelse, hvor der som følge af behandlingen er sket tab af alle tænder i enten over- eller underkæben, hvilket ikke er tilfældet her.

 

 

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at méngraden fastsættes til 5%, og at der ikke i øvrigt påføres nogen forringelse af Deres klients tandstatus i forbindelse med behandlingen, når denne kan omgøres.