1416-09

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig mand, der i 1990 fik restaureret tanden +2  med en stiftforankret krone. I november 2006 konsulterede patienten sin tandlæge for undersøgelse, hvor man ikke umiddelbart konstaterede forhold ved tanden +2. Den 29. oktober 2007 er kronen +2 lidt løs, og i december 2007 blev det konstateret, at tanden +2 var udtrækningsmoden på grund af caries.

Patienten søger derfor om erstatning for ekstraktion af tanden +2 samt for implantatbehandling heraf.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. maj 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1.

Codan fandt i den forbindelse, at røntgen dateret den 5. november 2007 viser, at tanden +2 var udtrækningsmoden pga. caries i roden. Carieslæsionens omfang og karakter sandsynliggør, at tilstanden har været til stede i en årrække og tanden var således allerede i november 2006 tabt. Dermed kan tabet af tanden ikke henføres til manglende diagnostik og behandling i perioden fra november 2006 og frem. Hvis patienten regelmæssigt har konsulterede tandlægen i perioden før 2006, kan sagen genbehandles ved oplysning af tandlægens navn.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. maj 2009, dog med delvis ændret begrundelse.

Nævnet finder, at den oprindelige, dybtliggende fraktur af tanden +2 i 1990 med overvejende sandsynlighed er årsag til den senere cariesudvikling, og at en tidligere diagnosticering af cariesangrebet derfor ikke ville kunne have forhindret tabet af tanden. Det har derfor ikke betydning for afgørelsen, i hvilket omfang behandling er sket eller kunne være sket i senere perioder, herunder perioden 2004-06.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 2+ i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.