Skip to content

1538-09

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 ændret Codans afgørelse af 19. november 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig mand, der fik påbegyndt en rodbehandling af tanden 6- den 27. maj 2008 på grund af smerter efter caries involverende tandnerven. Rodbehandlingen skete over flere gange, men patienten meldte afbud til behandlingen den 29. juli 2008. Patienten henvendte sig til ny tandlæge den 6. juli 2009, da han atter har smerter i tanden samt begyndende hævelse ud for tanden. Røntgen viser, at rodbehandlingen ikke er færdiggjort, og at der med overvejende sandsynlighed sidder en knækket rodfil i forreste rod.

Patienten søger derfor om erstatning for tanden 6- i form af ekstraktion og indsættelse af implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. oktober 2009 traf Codan afgørelse om, at skaden vedrørende tanden 6- kan anerkendes efter Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Codan fandt, at hvis den knækkede rodfil har medført skade i form af rodspids-betændelse på mesiale rod, kan forsikringen betale rimelige udgifter til rodsektion af mesiale rod.

I brev af 19. november 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke kan ydes erstatning for tabet af tanden 6-.

Codan har lagt vægt på, at patienten afbrød rodbehandlingen i 2008 og henvendte sig først til anden tandlæge 1 år senere på grund af smerter.

Codan fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at tanden måtte trækkes ud, da tilstanden har udviklet sig til det ubehandlelige i det år, der er gået. Det er således forhold ved patienten, der virker at tanden mistes, og der er derfor ikke forsikringsdækning for tabet af tanden 6-.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 19. november 2009, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at den knækkede rodfil med overvejende sandsynlighed er årsag til at tanden 6- mistes, da den har været en hindring for tilstrækkelig udrensning og rodfyldning af den forreste rod, og rodfilens placering gør det tvivlsomt, om kirurgisk rodbehandling ville have været mulig.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2. Desuden kan overslag af 20. juli 2009 godkendes, hvorfor regning efter endt behandling skal sendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning. I erstatningen foretages dog fradrag til de udgifter, som skulle være afholdt til bevaring af tanden, hvis skaden ikke var sket, d.v.s. udgifter til færdiggørelse af rodbehandlingen, opbygning og krone, i alt skønsmæssigt fastsat til 8.000 kr.