Skip to content

1541-10

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. april 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 6. december 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 26. maj 2009 fik foretaget rodbehandling af tanden +5 på grund af smerter. I forbindelse med rodbehandlingen skete der en perietal perforation under knogleniveau, hvorfor tanden mistes.

Patienten søger nu om erstatning for mistet tand samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. december 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1 jf. § 1, stk. 1.

Codan fandt, at perforationen, som er opstået under knogleniveau, er årsag til, at tanden ikke kan bevares.

Forsikringen betaler derfor for en 3-leddet bro til erstatning af tanden +5, men med fradrag for sparede udgifter til rodbehandling, opbygning og krone til tanden, da denne behandling var nødvendig, hvis skaden ikke var sket. Codan fandt i den forbindelse, at patientens egen andel udgør i alt 8.000 kr.

Codan fandt dog også, at tabet af tanden +4 ikke er en følge af behandlingen, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 6. december 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der var indikation for at rodbehandle tanden +5 på grund af betændelse, og at gennemboringen af roden under knogleniveau i forsøg på rodbehandling er årsag til, at tanden ikke kan bevares. Nævnet finder desuden, at rodbetændelsen på tanden +4 ikke er forårsaget af mangelfuld eller fejlagtig tandbehandling, men skyldes tandens grund-lidelse. Årsagen til tabet af tanden +4 er derfor ikke den udførte tandbehandling, men tandens grundlidelse.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden +5 i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf.§ 20, stk. 1. Forsikringen betaler således for en 3-leddet bro eller eventuelt et implantat til erstatning af tanden +5, men med fradrag for sparede udgifter til rodbehandling, opbygning og krone til tanden. Det tiltrædes endvidere, at fradraget skønsmæssigt er fastsat til 8.000 kr.