Skip to content

1560-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 24. juni 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 20. november 2009.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 30-årig kvinde, der i 2004 fik forsynet den i forvejen rodbehandlet tand +6 med stiftforankret opbygning og krone. I 2008 har patienten smerter og ubehag fra tanden, og der blev konstateret rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor henvist til specialist, som henviste patienten til egen tandlæge for undersøgende operation af rodspidsbetændelse på distofaciale rod samt rodfraktur. Den 17. december 2008 blev der foretaget operation hos en specialist, der konstateret, at der er rodspidsbetændelse på alle tre rødder, og at rodfil i mesiale ikke kan fjernes. Ved suturfjernelse den 5. januar 2009 blev det konstateret, at der var en større betændelsesansamling omkring hele roden og at betændelsen strakte sig ind i sinus. Tanden blev derfor trukket ud og sinus renset.

Patienten søger derfor nu om erstatning for tilbagebetaling af kronebehandling, erstatning for udgifterne i forbindelse med behandlingen og medicin, erstatning til implantat/ ny tand, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 20. november 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1 og § 2.

Codan fandt, at tanden mistes som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse, der ikke responderer på den givne behandling. Der er derfor tale om en behandling, der ikke har kunnet lykkes, og det er ikke en skade i forsikringsmæssig forstand.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. november 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden +6 mistes som følge af tandens grundlidelse i form af rodspidsbetændelse og ikke som følge af den udførte tandlægebehandling. Som anført af Codan er den knækkede rodfil ikke årsag til, at tanden mistes, da dette skyldes betændelse på alle tre rodspidser. Det forhold, at behandlingen ikke er lykkedes, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.