Skip to content

1565-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 24. november 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der den 15. februar 2007 henvendte sig hos tandlægen til undersøgelse. Det blev konstateret, at patienten havde et stærkt behandlingskrævende resttandsæt jf. røntgenbillede dateret d. 29. januar 2007. Der blev derfor fremsat et behandlingsforslag med flere udtrækninger, som blev godkendt med kommunal støtte. I september 2007 blev der fremstillet en metalkeramikkrone på tanden 3+ samt delproteser i over- og underkæben.

Patienten klager over, at fortænderne har fået et stort mellemrum og er blevet løse. Desuden vipper protesen. Patienten søger derfor om erstatning til nogle nye tænder, så hun igen kan spise.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. november 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade, der opfylder betingelserne i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19 jf. § 20.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at tabet af tænderne 1+1 skyldes disses grundlæggende svækkelse på grund af tab af tandbærende knogle.

Codan fandt endvidere, at kronen 3+ kan omgøres og en ny protese kan fremstilles på samme betingelser som ved den oprindelige behandling. Omgørelse er ikke omfattet af forsikringens betingelser.

Codan fandt desuden, at den udførte behandling med overvejende sandsynlighed ikke har haft negative konsekvenser for patientens tandsæt, som forud for behandlingen var stærkt ødelagt. Behandlingen med kronen 3+ og overkæbeprotesen har muligvis ikke opfyldt patientens forventninger, men dette forhold er alene et spørgsmål mellem behandlende tandlæge og patienten.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. november 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at årsagen til at tænderne 1+1 mistes er, at tænderne forud for behandlingen var svækkede på grund af tab af tandbærende knogle. Desuden kan kronen 3+ omgøres og en ny protese kan fremstilles på samme betingelser som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan - ikke omfattet af forsikringen.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf.§ 20, stk. 1, nr. 1.

 

For så vidt angår spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for de udførte behandlinger skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for tandlægen, evt. gennem Regionstandlægenævnet, da Tandskadeankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil