Skip to content

1570-10

Skadetype: Nerveskade - N.Facialis
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 10. december 2009

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der i april 1997 fik fjernet begge visdomstænder i venstre side. Efterfølgende opstod der smerter og hævelse, og ca. 1 uge efter behandlingen opstod der føleforstyrrelser i venstre side af ansigtet. Patienten blev derfor indlagt på Sygehuset af egen læge den 24. april 1997, hvor det blev konstateret, at det drejer sig om perifer facialisparese, som umiddelbart ligger bag øret. Der blev herefter foretaget en nøje neurologisk udredning af tilstanden og ifølge journalnotat fra den 26. juni 1998 blev det konkluderet, at den venstresidige facialisparese er idiopatisk, og at der muligvis er tilfældigt tidsmæssigt sammenfald mellem bedøvelse af tand på venstre side og lammelsen.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. december 2009 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en patientskade i forbindelse med behandlingen i april måned 1997 jf. Lov om patientforsikring § 1 og § 2.

Codan har lagt vægt på, at der i forbindelse med patientens første indlæggelse blev gjort overvejelser om, hvorvidt der var tale om en følgetilstand til tandbehandlingen ved for eksempel påvirkning af nerven af lokalbedøvelse eller efterfølgende infektion. Det blev imidlertid konkluderet, at den venstresidige facialisparese er idiopatisk, men at der muligvis er tilfældigt tidsmæssigt sammenfald mellem bedøvelse af tand på venstre side og lammelsen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. december 2009, men med ændret begrundelse.

 

Nævnet finder, at ethvert muligt krav er forældet, da anmeldelse er sket senere end 5 år efter skadens indtræden jf. Lov om forældelse af visse fordringer. Det fremgår af journalnotater fra sygehuset, at ansigtsparesen blev konstateret ca. 1 uge efter tandudtrækningerne i 1997, og at der i hvert fald var en mulighed for, at der var årsagsforbindelse mellem tandudtrækningerne og paresen. Der var derfor allerede på dette tidspunkt anledning til at anmelde skaden. Forældelsen indtrådte således i 2002, og det har derfor ingen betydning, at der i 2004 blev rejst mistanke om, at symptomerne kunne skyldes noget andet, denne mistanke er senere blevet afkræftet.

 

Nævnet skal dog tilføje, at det er enigt med Codan i, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er årsagssammenhæng mellem Deres symptomer i form af venstresidig lammelse af ansigtsnerven og den udførte tandbehandling i april 1997, da symptomerne ikke opstod direkte i forbindelse med behandlingen og ikke har været konstante i hele perioden.

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke kan ydes erstatning i henhold til Lov om patientforsikring.