Skip to content

1572-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 14. januar 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig mand, der i 2003 fik fremstillet kroner til tænderne -6 og -7, som blev cementeret den 20. september 2003. Patienten var herefter regelmæssig til kontrol og undersøgelse frem til 16. december 2004. Den 6. august 2009 skiftede patienten til ny tandlæge, som konstateret, at der var caries i kronekantet -6 distalt og mangler ved kantilslutningen distalt på kronen -7 jf. bite wing taget samme dag. Tandlægen anbefalede derfor fremstilling af to nye kroner, hvilket patienten søger om erstatning til.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1 og § 2.

Codan fandt, at der kan fremstilles nye kroner på samme grundlag som tidligere. Hvis behovet for nye kroner er en følge af mangler ved de oprindelige kroner, er der tale om omgørelse, og udgifter til omgørelse er ikke omfattet af forsikringsdækningen, men alene en sag mellem patienten for tandlægen, som har udført kronebehandlingen.

Codan fandt endvidere, at cariesudvikling som følge af manglende efterspørgsel af tandpleje ikke er omfattet af forsikringsdækningen. Codan fandt i den forbindelse, at det ikke kan afgøres, om cariesangrebet på -6 er en følge af mangel ved krone, eller om det er opstået i den periode, hvor der ikke har været tandlægebesøg.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. januar 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at kronerne på tænderne -6,7 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at der er defekte kanttilslutninger, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Nævnet finder desuden, at caries i kronekanten på -6 kan behandles i forbindelse med omgørelsen, og derved er der ikke sket en erstatnings-berettigende skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring §1,  stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

 

For så vidt angår spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for kronebehandling-erne i 2003 skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for tandlægen, evt. gennem Regionstandlægenævnet, da Tandskadeankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil.