Skip to content

1594-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 27. august 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 11. februar 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der i januar 2006 fik indsat to implantater i regio +5 og +7 samt fremstillet en fastsiddende brokonstruktion, som blev monteret den 19. juni 2006. I forbindelse med implantatoperationen blev der foretaget et lukket kæbehuleløft og opbygget med kunstig knogle samt patientens egen knogle. Patienten gik herefter til kontrol og undersøgelse, og i august 2008 blev det konstateret fistel facialt +7. I slutningen af 2008 mistes broen og implantat regio +7 fulgte med ud. Efterfølgende blev det konstateret, at implantatet regio +5 penetrerede ind i sinus og var uden knogledække i den nederste ½-del. Implantatet er herefter blevet fjernet.

Regionstandlægenævnet har i brev af 19. juni 2009 fundet, at implantater og brobehandling regio +5 til +7 ikke findes honorarværdig. Sinusløftet skønnes ikke udført med den ønskede virkning. Den behandlende tandlæge skal derfor tilbagebetale 17.467 kr. Regionstandlægenævnet har den 25. november 2009 truffet en ny afgørelse, hvor tandlægeægteparret skal tilbagebetale 34.934 kr. svarende til det mistede implantat og broarbejde.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 11. februar 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1.

Codan fandt, at der i det foreliggende materiale alene er tegn på, at en behandling ikke har levet op til forventningerne om holdbarhed. Behandlingen skal derfor omgøres, og omgørelse af allerede udført arbejde er ikke en påført fysisk skade. Der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven. Desuden betragtes fjernelse af implantater i forsikringsmæssig sammenhæng som en del af omgørelsen, og der ydes derfor ikke erstatning til denne del.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 11. februar 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke er dokumentation for, at behandlingen har medført en erstatningsberettigende skade, og at behandlingen kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

 

Nævnet finder endvidere, at der ikke er dokumentation for, at De har været sygemeldt som følge af behandlingen eller har haft gener som følge heraf, der kan sidestilles hermed. Der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte. Desuden finder nævnet ikke, at det er overvejende sandsynligt, at der er årsagssammenhæng mellem den udførte tandbehandling og de blodpropper, som De har haft.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.