Skip to content

1621-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 1. oktober 2010 ændret Codans afgørelse af 14. april 2010

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der ved røntgen dateret den 25. januar 2010 fik konstateret, at tanden +6 var med dyb og behandlingskrævende caries. Tandlægen anbefalede, at patienten skulle bevare tanden, men patienten ønskede tanden fjernet. Tanden blev derfor fjernet ved operation den 13. februar 2010 og i forbindelse hermed løsnede knoglen omkring tænderne +6,7,8 sig og hele stykket blev fjernet in toto. Åbningen blev aflukket, hvorefter der skulle afventes opheling.

Patienten søger derfor nu om erstatning til genetablering af tyggefunktion i venstre side samt erstatning af mistet knogle.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 14. april 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved tab af tanden +7 og den ikke frembrudte visdomstand +8 i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at i forbindelse med fjernelse af tanden +6 kunne det ved en deling af tanden have været undgået at løsne hele knoglestykket og dermed kunne tanden +7 og visdomstanden +8 være bevaret. Behandlingen har derfor ikke været bedst mulig, og der er derfor sket en skade i henhold til loven.

Codan fandt dog, at behandlingens mål var at fjerne tanden +6, hvorfor der ikke kan ydes erstatning til en implantatbåret krone i dette område. Den nære relation til kæbehulen ville med overvejende sandsynlighed have medført et behov for sinusløft under alle omstændigheder.

Der kan derfor alene ydes en kompensation på 2.000 kr. for tabet af tanden +7, da denne tand ikke havde en modstående tand i underkæben, og dermed ikke var af afgørende betydning for tandsættets tyggefunktion. Der kan desuden ikke ydes kompensation i forbindelse med fjernelsen af den ikke frembrudte visdomstand.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 14. april 2010, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at skaden har medført, at der er mistet en betydelig knoglemængde, hvilket har medført, at det ikke er muligt at behandle med f.eks. en bro til erstatning af tanden +6. Der kan derfor ydes erstatning for udgiften til genopbygning af knoglen og en implantatbåret krone til erstatning af +7. Behandlingsforslag skal derfor sendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at yde en godtgørelse for varigt mén, da De efter behandlingen er stillet som om skaden ikke var sket jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel punkt A.1. Der kan desuden ikke ydes erstatning for tabet af tanden +6, da den oprindelige behandling var fjernelse af denne tand.