Skip to content

1629-10

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. oktober og 29. november 2010 ændret Codans afgørelse af 16. april 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der ved konsultation den 21. december 2009 klagede over ømhed og hævelse ved tanden +4. Der var ingen reaktion på el-vitalitetstest, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. I forbindelse hermed skete der en afbrækning af et rodkanalinstrument i den faciale rodkanal i tanden +4. Tandlægen fandt derfor, at der var behov for retrograd behandling, og patienten blev henvist til specialtandlæge.

Patienten søger derfor om erstatning for udgifterne til retrograd behandlingen.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 16. april 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er sket en skade, da et afbrækket rodkanalinstrument i mange tilfælde kan fungere som rodfyldning.

Hvis der opstår komplikationer, som kan relateres til det afbrækkede rodkanalinstrument, kan sagen genanmeldes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 16. april 2010, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil er årsagen til den efterfølgende betændelse, og at der måtte gennemføres kirurgisk rodbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at patientens symptomer forsvandt efter det kirurgiske indgreb.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2. Forsikringen dækker derfor udgifterne til den kirurgiske rodbehandling, og regningen herfor skal sendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.