Skip to content

1641-10

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 29. oktober 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 16. februar 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 13. maj 2008 fik lavet to plastfyldninger i henholdsvis tanden -6 og i +6 efter anlæggelse af lokal bedøvelse. Efterfølgende klagede patienten over vedvarende føleforstyrrelser svarende til læbe/tandnerven i venstre side. Patienten blev derfor henvist til tand-, mund og kæbekirurgisk afdeling, hvor patienten var til undersøgelse den 14. maj 2009. De kunne imidlertid ikke hjælpe patienten.

Patienten ønsker derfor nu erstatning for de vedvarende gener.

.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 25. august 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt, at årsagen til føleforstyrrelserne ikke kan forklares med sikkerhed, men har med overvejende sandsynlighed årsag i forhold ved lokalbedøvelsen. Komplikationen med føleforstyrrelser har en karakter og en sjældenhed, der opfylder betingelserne for anerkendelse efter "tålereglen" i henhold til lovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt endvidere, at skadens følger ikke kan bedømmes på det foreliggende grundlag, hvorfor patienten blev henvist til en specialtandlæge med henblik på foretagelse af en neurosensorisk undersøgelse.

I brev af 16. februar 2010 traf Codan afgørelse om, at det varige mén som følge af den anerkendte tandskade udgør mindre end 5%. Patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for varigt mén.

Codan fandt, at der ikke er et objektivt grundlag for at anse betingelsen om væsentlige føleforstyrrelser for at være opfyldt, da den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 17 point i forhold til den raske sides 21 point. Det er ikke tilstrækkeligt, at patienten selv oplever føleforstyrrelserne som væsentligt, og patientens subjektive oplevelse af føleforstyrrelserne opfylder på det foreliggende grundlag heller ikke væsentlighedskriteriet. Ved den vurdering er der lagt vægt på, at det påvirkede område på læben kun har en størrelse på 10 gange 15 mm. Dermed er det kun en mindre del af nervens udbredningsområde, der er påvirket.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. februar 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke foreligger væsentlige føleforstyrrelser, da den neurosensoriske undersøgelse viser 17 point i forhold til 21 point på den raske side. Væsentlige føleforstyrrelser er betingelsen for, at méngraden kan fastsættes til 5% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel. De subjektive gener er dernæst ikke af en sådan karakter eller et sådant omfang, at de kan begrunde, at méngraden alligevel fastsættes til 5%. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er overvejende sandsynligt, at mundtørhed kan henføres til nerveskaden.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at méngraden vurderes til at være under 5%.