Skip to content

1663-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har den 4. november 2010 truffet afgørelse

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 71-årig mand, der den 25. maj 2009 påbegyndte behandling af omgørelse af større implantatbaseret fuldbro i overkæben, hvorfor broen blev banket forsigtigt. Midlertidig bro blev tillige fremstillet og cementeret. I forbindelse med at broen blev banket af, oplyste patienten, at der var ændringer/ nedsættelse af hørelsen.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 4. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke var årsagssammenhæng mellem tandbehandling og de efterfølgende høreproblemer/ tinnitus. Ifølge journalen fra Sygehuset fandt overlægen ikke, at høretabet kan skyldes tandarbejde.

Codan fandt det derfor ikke overvejende sandsynligt, at patienten gener er forårsaget ved tandbehandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Den af Codan trufne afgørelse stadfæstes i henhold til den af Codan anførte begrundelse.

 

Det fremgår således, at sagen drejer sig om, at Codan har truffet afgørelse om, at der ikke var årsagssammenhæng mellem tandbehandling og de efterfølgende høreproblemer/ tinnitus. Det er derfor ikke overvejende sandsynligt, at Deres gener er forårsaget ved tandbehandlingen.

 

De anker, da De mener, at der er sket en skade i henhold til lovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, og oplyser i den forbindelse, at der ikke kan gøres yderligere for at forbedre Deres hørelse, der er kraftig nedsat tillige med tinnitus. Imidlertid er der intet, der tyder på, at Deres efterfølgende høreproblemer/ tinnitus er forårsaget af den udførte tandbehandling. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af journalnotatet fra øre-, næse- og halsafdeling, at overlægen ikke mener, at Deres høretab kan skyldes tandarbejde. Der er dermed ikke tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at det er overvejende sandsynligt, at Deres gener er forårsaget ved den udførte tand-behandling.

 

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.