Skip to content

1552-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 23. november 2011 ændret Codans afgørelse af 30. oktober 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der i 1999-2000 fik erstattet tanden -6 med implantat og krone. Desuden blev tanden 6- rodbehandlet grundet rodspidsbetændelse med afslutning den 16. august 2000. Patienten skiftede tandlæge efter den 21. november 2001. Den 24. september 2002 henvendte patienten sig med tabt finerkrone 6-, som blev recementeret. Ved kontrol den 24. januar 2007 havde patienten ondt ved implantat regio -6, men røntgen viste intet abnormt. Den 16. maj 2007 og den 14. juni 2007 blev finerkrone på 6- cementeret. Efter tandlægeskift i 2008 blev det konstateret, at implantat -6 mistes grundet manglende knoglefæste, og at rodbehandlingen i tanden 6- må omgøres grundet vedvarende betændelse.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén samt refusion af det beløb, som tandlægen fik for implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. oktober 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen med implantat -6 og rodbehandling af tanden -6 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er der ikke sket en skade i lovens forstand.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling for de første behandlinger må i stedet fremføres overfor tandlægen, der har udført behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævn eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan har lagt til grund for afgørelsen, at implantatet ikke har været fuldt fikset fast i kæben på noget tidspunkt. Det forhold, at implantatet først er mistet nu, tilskrives en tilfældighed. Dermed udelukkes det, at tabet af implantatet har årsag i manglende rettidig diagnostik og behandling af periimplantitis, der kunne være debuteret nogle år efter implantatindsættelsen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 30. oktober 2009, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at behandlingen af tanden -6 ikke har været bedst mulig, da implantatet er placeret for distalt i tandrækken og udformningen af kronen er uhensigtsmæssig.  Dette har med overvejende sandsynlighed medført, at der nu skal foretages en ny behandling samt eventuelt knogleopbygning i området. Der kan derfor ydes erstatning for tabet af implantat incl. nødvendig knogleopbygning. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes, idet det samtidig bemærkes, at De lider af kroniske, atypiske ansigtssmerter, hvilket indebærer, at implantatbehandling sædvanligvis ikke er tilrådelig. Såfremt behandlingen måtte blive en aftagelig protese, vil der tillige kunne ydes godtgørelse for varigt mén, jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel.

 

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden -6 i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

 

 

Nævnet finder endvidere, at rodbehandlingen af tanden 6- kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at rodbehandlingerne ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 


For så vidt angår Deres krav om tilbagebetaling af honorar for implantat- og krone-behandling skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende ved et civilt søgsmål mod tandlægen.