Skip to content

1681-10

Skadetype: Bidfunktionsgener - Reduceret gabeevner og smerter
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar stadfæstet Codans afgørelser af 14. juni 2010 og 18. august 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der har konsulteret den samme tandlæge regelmæssigt for undersøgelse i perioden 1978 til 2007. I denne periode blev der foretaget 5 røntgenoptagelser. Tanden 6- blev i perioden 15. august 2005 til 8. august 2006 rodbehandlet, mens tanden +5 blev rodbehandlet i perioden 19. februar 2007 og frem til 27. juni 2007. Ved tandlægeskift den 7. januar 2008 blev der konstateret et omfattende behandlingsbehov, herunder af tænderne 7,6,5-5,6,7 samt 7+5,6,7. Desuden var der behov for parodontosebehandling.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling, herunder tab af tænder, rodbehandlinger og parodontosebehandling. Desuden vedlægger patienten en kopi af Regionstandlægenævnets afgørelse af 11. oktober 2008.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tanden 7- skal rodbehandles på grund af manglende diagnostik og rettidig behandling af caries. Hvis en faglig korrekt behandling var iværksat, kunne tanden 7- have været behandlet med en fyldning. Det forhold, at patienten ønsker tanden fjernet på grund af symptomer giver ikke ret til yderligere erstatning til implantatbåret protetik i denne region. Forsikringen dækker derfor rodbehandling og opbygning, som vurderes udført i overensstemmelse med almindeligt anerkendte behandlingsprincipper.

Codan fandt endvidere, at rodbehandlingen af 6- på grund af betændelse kan omgøres, hvilket ikke er omfattet af forsikringens betingelser.

Codan fandt desuden, at for så vidt angår tænderne 7+,+5,6,7, 5-5,6,7 er der tale om gennemførelse af udskudt behandling, og der kan ikke ydes erstatning til en sådan.

Codan fandt også, at det forhold, at der ikke er sket en udvikling i tabet af tandbærende knogle, hvis røntgen fra 2000 og 2008 sammenholdes, betyder, at den parodontal-behandling, som måtte være nødvendig på nuværende tidspunkt, ligeledes er gennem-førelse af en udskudt behandling. Da udskydelsen ikke vurderet at have haft negativ konsekvens for tandsættet, er der ikke sket en skade, og der kan derfor ikke ydes erstatning.

I brev af 18. august 2010 traf Codan en ny afgørelse om, at hvis tænderne +5 og +6 skal rodbehandles, er dette ikke alene udskudt behandling, men en skade, som kunne være undgået ved tidligere diagnostik og derfor en påført skade, som er omfattet af forsikringen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 14. juni 2010 og 18. august 2010 med de af Codan anførte begrundelser.

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6- kunne have været reddet ved en fornyet rodbehandling. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning til implantatbåret krone eller anden behandling af tanden 6-. Det bemærkes i den forbindelse, at udtrækningen af tanden skete efter Deres ønske, efter at De var blevet informeret om, at der var mulighed for at behandle tanden. Udtrækningen af tanden kan derfor ikke anses for en ny skade.

Nævnet finder endvidere, at hvis tænderne -5,6,7 skal kronebehandles, er der tale om udskudt behandling. Den eventuelle udskudte behandling udgør ikke en erstatnings-berettigende skade i henhold til loven.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tænderne 6-5,6,7 i henhold til Lov om patient-forsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

I øvrigt tiltræder nævnet Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden 7- og tænderne +5,6 i henhold til Lov om patient-forsikring§ 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang. Spørgsmålet om erstatning vedrørende tanden 7- bortfalder dog, da tanden – ligesom tanden 6- - er blevet trukket ud efter Deres ønske.

På det foreliggende røntgenbillede fra den 14. juli 2010 fremgår det, at der er isat en stift i roden på tanden +5, og at der derved er sket en gennemboring af roden. Spørgsmålet om erstatning herfor må rejses ved en ny anmeldelse over for Codan.