Skip to content

1715-10

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar stadfæstet Codans afgørelse af 29. juni 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der fik rodbehandlet tanden 6+ den 1. marts 2006. I forbindelse med behandlingen skete der en afbrækning af et rod-instrument i tandens ene rodkanal. Ved kontrolundersøgelse i september 2007 fremstod tanden med rodspidsbetændelse svarende til den skadede tandrod. Den afbrækkede rodfil forhindrede behandling af rodspidsbetændelsen ved en ny rodbehandling gennem kronen. Rodspidsbetændelsen blev derfor behandlet ved et kirurgisk indgreb. Efterfølgende opstod der symptomer på ensidig bihulebetændelse, som blev behandlet med penicillin.

Efter det oplyste, er patienten igen blevet opereret i 2008, og har haft en langt efterforløb, hvor hun har prøvet forskellige typer af behandlinger for at mindske generne.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at det ikke er overvejende sandsynligt, at de gener, som patienten har og har haft de seneste år har årsag i den knækkede rodfil. Patienten er derfor ikke berettiget til yderligere erstatning.

Codan fandt, at der er et komplekst billede med migræne anfald samt bidfunktionelle gener. Jævnfør den seneste neurologiske journal er generne små og kræver ikke yderligere behandling. Der er derfor ud fra en odontologisk synsvinkel ikke grundlag for yderligere erstatning som følge af den knækkede rodfil.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. juni 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ikke, at det er overvejende sandsynligt, at de nuværende varige gener er forårsaget af den udførte tandbehandling. Nævnet lægger herved særlig vægt på neurologisk speciallægeerklæring af 15. maj 2008, hvorefter der ikke er holdepunkter for trigenimusneuralgi. Der er heller ikke grundlag for at antage, at bidproblemerne er relateret til den anerkendte skade i form af en knækket rodfil. Der kan derfor ikke tilkendes godtgørelse for varigt mén eller i øvrigt godtgørelse eller erstatning i videre omfang end anerkendt af Codan.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.