Skip to content

1728-10

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 ændret Codans afgørelse af 4. august 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig mand, der den 14. januar 2009 fik lavet en plastfyldning i bagudvendende flade i tanden -6. Ved kontrol den 15. marts 2010 blev det konstateret ved røntgen, at der var opklaringer i emaljen i tanden -6. Der blev derfor foretaget en udskiftning af plastfyldningen den 28. april 2010, hvor der blev konstateret et stort hul under fyldningen. Tanden blev derfor renboret, og der blev lavet en ny fyldning. Den 7. maj 2010 havde patienten ondt ved tygning, og den 12. maj 2010 henvendte patienten sig med tandpine i -6. Der blev derfor foretaget rodbehandling den 13. maj 2010.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgiften til rodbehandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. august 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at når der i tanden -6 findes caries under en 15 måneder gammel fyldning, er der med overvejende sandsynlighed tale om efterladt caries, som kunne have været fjernet ved første behandling. Dybe huller, som har nær relation til nervekammeret i tanden, vil altid udgøre en stor risiko for, at der opstår nervebetændelse, hvorved et behov for rodbehandling opstår.

Codan fandt endvidere, at der med overvejende sandsynlighed har været risiko for nervepåvirkning og udvikling af pultitis allerede ved første behandlingstiltag. Men da rodbehandlingen kan udføres på samme præmisser nu som tidligere, er der alene tale om omgørelse af allerede udført behandling. Da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del.

Omgørelse af allerede udført behandling er desuden et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der har udført behandlingen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 4. august 2010, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 29. november 2007 viser, at tanden -6 allerede i november 2007 var angrebet af behandlingskrævende caries. Behandlingen af cariesangrebet i tanden -6 kunne derfor være iværksat tidligere i forløbet, hvorved der med overvejende sandsynlighed ikke var opstået involvering af nerven.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Behandlingsoverslag af 13. maj 2010 kan derfor godkendes, og regning skal sendes til Codan efter endt behandling.