Skip to content

1740-10

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 29. juli 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 8-årig pige, der var til undersøgelse den 9. oktober 2008, hvor det blev konstateret, at tænderne 6-6 ikke var brudt frem, men tænderne 6+6 var brudt frem. De blev derfor fissurseglet den 14. november 2008. Den 28. september 2009 henvendte patienten sig igen sammen med sin værge, da patienten havde symptomer fra -6 i frembrud. Der blev konstateret et større cariesangreb og behandling blev iværksat. Den 2. oktober 2009 skiftede patienten tandlæge fra kommunal tandpleje til privat tandlæge, som ved røntgen konstaterede, at der også var et større cariesangreb i tanden 6-.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænderne 6-6 samt for fremtidige behandlingsudgifter frem til det fyldte 18. år, herunder bøjlebehandling. Desuden søges der godtgørelse for smerter og ubehag under behandling og fremtidige behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. juli 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tandplejen har foretaget den korrekte behandling, da patienten henvendte sig den 28. september 2009 og ville med overvejende sandsynlighed have fuldt op med røntgen og kontrol/ behandling af den anden kindtand 6-, hvis patienten ikke havde skiftet tandlægen den 1. oktober 2009.

Codan fandt endvidere, at det er grundsygdommen caries, som er årsag til kindtændernes dårlige prognose. Hvorvidt tænderne skal bevares/ fjernes og den videre behandling er en sag mellem behandlende tandlæge og patienten/ værge.

Codan fandt desuden, at det forholder sig med patienter under 18 år, at det kommunale tandplejetilbud er vederlagsfrit. Hvis patient ønsker at benytte en privat tandlæge i stedet for det kommunale tilbud, er der en egenbetaling på 35% af beløbet, indtil patienten fylder 16 år. Det betyder alt andet lige, at kommunen vil refundere 2/3 af regningen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. juli 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det er grundsygdommen caries, der er årsag til tænd-erne 6-6’s dårlige prognose, hvilket skyldes mangelfuld renhold af de berørte tænder eventuelt kombineret med en mangelfuld mineralisering – og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme. Nævnet har i den forbindelse vurderet, at tandplejen har foretaget den korrekte behandling, da patienten henvendte sig den 28. september 2009, og at tandplejen med overvejende sandsynlighed ville have fulgt op med røntgen og kontrol/ behandling af den anden kindtand 6-, hvis patienten ikke havde skiftet tandlæge den 1. oktober 2009.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1.

 

 

I øvrigt skal det bemærkes, at nævnet ikke finder det nødvendigt at afvente yderligere erklæring fra Dem. Såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger efterfølgende, er der mulighed for at bede nævnet om at genoptage sagen. Nævnet skal dog bemærke, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifter til behandling i privat regi, når der er mulighed for gratis behandling i den kommunale tandpleje.