Skip to content

1770-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 19. oktober 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der ved kontrol den 7. november 2006 fik konstateret bidfunktion intet abnormt. Ved eftersyn den 28. august 2007 blev det noteret, at der var ømhed i højre led, gabeafvigelse, tilstanden er blevet bedre de sidste 14 dage, patienten er skrevet op til røntgen, afventer svar fra hospital, måske bidskinne. Den 20. februar 2008 blev der taget aftryk til bidskinne, og den 17. marts 2008 blev der afleveret hård og blød skinne. Den 2. april 2008 blev der slebet på bidskunnen, og igen den 1. september 2008. Der blev taget aftryk til hård bidskinne i overkæben den 6. januar 2009, som blev afleveret den 11. februar 2009. Ved kontrol den 8. juni 2010 noterede ny tandlæge, at der var omfattende slid på en del tænder, og at tænderne +6, 7- og 5- bør behandles med kroner. Der blev desuden taget bite wings, og det blev i den forbindelse noteret, at der ikke var ændringer siden sidste eftersyn.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling jf. det fremlagte behandlingsoverslag.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der er tale om et tandsæt, der er præget af generelt kraftigt slid. Der er opstået bidfunktionelle gener, der er søgt behandlet med bidskinne. Sliddet er nu konstateret så omfattende, at behandling med kroner er skønnet nødvendig.

Codan fandt det derfor ikke overvejende sandsynligt, at sliddet er en følge af behandling. Det nu konstaterede behov for bidfunktionsbehandling efterfulgt af nye kroner er derfor behandling af grundlidelsen omfattende slid.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 19. oktober 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det nu konstaterede behov for krone- og bidfunktions-behandling er en følge af grundlidelsen i form af et tandsæt med omfattende slid og ikke en følge af behandlingen eller mangel på samme.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.