Skip to content

1784-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 24. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 80-årig mand, der ved kontrol den 16. februar 2004 fik konstateret løsning af sammenloddede kroner på tænderne 5+ og 4+, og der blev konstateret caries højt op i roden 5+. Der blev derfor lagt en behandlingsplan for fjernelse af 5+, plastopbygning 4+ og fra bro 6+ til 4+. Prognosen for broens holdbarhed var sat til 8-10 år. Den 20. februar 2004 blev den eksisterende krone på 6+ fjernet, og der blev foretaget operation ved 4+. 4+ blev samtidigt forsynet med plastopbygning, og der blev fremstillet en midlertidig bro. I den forbindelse er det anført i journalen: Kan ikke garanteres. Den 3. marts 2004 blev der taget aftryk til bro. Brostellet blev prøvet den 10. marts 2004, og der blev taget nyt sammenbid. Broen blev efterfølgende cementeret. Tænderne 7- og 6- blev behandlet løbende for paradentose og fyldninger i kronekanter siden 2005. Kronerne 7- og 6- blev recementeret den 2. april 2007, hvor det blev noteret, at prognosen for 7- og 6- er dubiøs på grund af mange lapperier i kanten. Ved kontrol den 19. februar 2009 blev der atter noteret dubiøs prognose for tænderne 7- og 6-, og at ekstraktion og erstatning med implantater kan blive nødvendig. Der blev lavet fyldning i tandhalsen foran på tanden. Patienten henvendte sig igen den 20. februar 2009, da 7,6- føltes for høje, og der blev aflastet. Ved kontrol den 16. juni 2009 blev det konstateret, at sammenloddede kroner på 7,6- var løse. 7,6- kunne ikke længere bevares, hvorfor der blev aftalt fjernelse af broen samt implantatbaseret krone regio 6- i stedet. Tænderne blev derfor trukket ud den 26. juni 2009, og implantat regio 6- blev isat den 5. oktober 2009 ved specialist. Efterfølgende blev abutment og krone monteret på implantatet. Ved kontrol den 16. januar 2010 blev der konstateret vertical rodfraktur 6+ og caries i 4+, og den 20. februar 2010 var implantatkronen 6- ikke helt på plads. Desuden blev det videre behandlingsforløb i overkæben planlagt. Det er i den forbindelse noteret, at broen ved fremstillingen havde en nedsat prognose vurderet til 8-10 år. Da den imidlertid kun havde holdt i 6 år, blev der tilbudt tilbagebetaling af 20% af broens daværende pris. Af journalnotat fra den 1. marts 2010 fremgår det, at der sås bro fra 6+ til 4+, hvor 6+ er fraktureret og 4+ ikke er bevaringsværdig på grund af tidligere rodresektion og meget kort rod. 6+ og 4+ blev trukket ud, og implantater blev planlagt indsat 8 uger senere.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at rodfrakturen 6+ er en følge af almindelig års brug af bro, der var fremstillet på ikke optimalt grundlag, og for hvis holdbarhed, der var taget forbehold. Det er derfor ikke overvejende sandsynligt, at frakturen er en følge af implantatbehandlingen i underkæben.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. september 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at rodfrakturen 6+ er en følge af tandens i forvejen svækkede tilstand og ikke den udførte implantatbehandling i regio 6-.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.