Skip to content

1785-10

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har ændret Codans afgøelse af 3. november 2010

1. instans afgørelse:

I brev af 3. november 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt bedømt ud fra røntgen i 2008, at hullet i bagudvendende flade i tanden +6 er efterladt caries fra november 2006, og at en renboring i 2006 ville have medført en gennemboring til nervekamret og hermed en rodbehandling. Codan fandt derfor, at behovet for rodbehandling af tanden med overvejende sandsynlighed er gennemførelse af udskudt behandling. Behovet for rodbehandlingen er således en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries har medført.

Codan fandt endvidere, at MK kronerne på tænderne +6,6-7 udviser alle kantfejl, som med overvejende sandsynlighed har været der fra fremstillingstidspunktet. Codan fandt i den forbindelse, at kronebehandlingen af disse tænder bør omgøres, men at dette kan ske under samme forudsætninger som den oprindeligt udførte behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 3. november 2010, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at det forhold, at kronen på tanden +6 ikke har en god kanttilslutning, er årsagen til, at der efterfølgende opstod et cariesangreb i tanden, som ikke blev konstateret rettidig. Derved opstod der behov for rodbehandling, opbygning og ny krone, og der er således sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Behandlings-overslag af 23. august 2010 kan godkendes med i alt 13.153 kr. Regning herfor skal fremsendes til Codan efter endt behandling.

Nævnet finder dog også, at kronebehandlingerne på tænderne 6- og -7 kan omgøres under samme forudsætninger som før de oprindelige kronebehandlinger. Omgørelser er – som nævnt af Codan – ikke omfattet forsikringen.