Skip to content

1810-11

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har den 12. maj 2011 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 64-årig mand, der fik rodbehandlet tanden 6+ den 25. august 2009. I forbindelse med behandlingen skete der en afbrækning af en rodfil i tandens yderste/ bagerste rodkanal. Herefter blev tanden rodfyldt og restaureret med porcelæns-krone den 8. september 2009. Den 11. december 2009 var der smerter i tanden på grund af rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor henvist til en tandkirurg, hvor der den 31. maj 2010 blev gennemført en kirurgisk rodbehandling af tandens yderste rodkanaler.

Patienten søger nu om erstatning for den afholdte udgift hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.

 

Codan fandt, at der i forbindelse med tanden 6+ er knækkede en rodfil, og denne hændelse anses for omfattet af loven. Den afbrækkede rodfil forhindrede behandling af rodspidsbetændelse ved en ny rodbehandling gennem krone, og komplikationen med rodspidsbetændelse blev behandlet ved et mindre kirurgisk indgreb.

Forsikringen kan derfor yde erstatning til den skadesudbedrende behandling med en kirurgisk rodbehandling af den skadede tandrod. Af den fremsendte regning kan der betales 2.735 kr., da der er fratrukket 760 kr. svarende til behandling af de kanaler, der er behandlet uden årsag i skaden.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Den af Codan trufne afgørelse af 11. oktober 2011 stadfæstes i henhold til den af Codan anførte begrundelse.

Det fremgår således, at sagen drejer sig om erstatning for en knækket rodfil i tanden 6+, som skulle udbedres ved en kirurgisk rodbehandling – hvilket Codan har anerkendt.

De klager over, at De ikke modtager fuld erstatning, men kun delvis, da der er fratrukket et beløb på 790 kr. svarende til behandling af de kanaler, der er behandlet uden årsag til skaden. Imidlertid dækker patientforsikringen kun de udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som skulle være afholdt under alle omstændigheder. Da de øvrige rodkanaler skulle rodbehandles som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse og ikke som følge af skaden, skal der ske fradrag for udgiften hertil. Det tiltrædes derfor, at erstatningen udgør 2.735 kr.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.