Skip to content

1830-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 18. maj 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 20. oktober 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 11. oktober 2007 på-begyndte behandling med bro fra tanden +4 til tanden +6 til erstatning af tanden +5. Den 30. juli 2009 var der opstået smerter fra tanden +4, og der blev konstateret rodspids-betændelse. Der blev derfor påbegyndt rodbehandlingen af tanden +4, men der kunne kun lokaliseres en rodkanal. Ved kontrol den 20. august 2009 blev der på kontrol røntgen fra den 13. august 2009 konstateret, at der var sket en gennembrydning af roden. Det blev forsøgt at lokalisere den 2. rodkanal, hvorved der skete endnu en gennembrydning af roden. Det lykkedes ikke at lokalisere den 2. rodkanal, og der blev foretaget rodfyldning i en rodkanal. Den 19. maj 2010 henvendte patienten sig på grund af smerter ved tanden +4. Der blev konstateret hævelse/ betændelse ved tanden, og patienten blev henvist til specialtandlæge for kirurgisk rodbehandling. Den 7. juni 2010 blev der foretaget operation. I den forbindelse sås der betændelsesgennembrud af knoglen for- og bagud for rodspidsen, og det var ikke muligt at bevare tanden. Tanden skal derfor nu erstattes med en bro fra tanden +3 til tanden +6.

Patienten søger derfor nu søger om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af røntgenbilleder fra den 13. august 2009 og den 20. august 2009, at gennembrydningen af roden er sket svarende til overgangen mellem krone og tand. Det er således ikke gennembrydningen, der er årsag til, at tandens mistes.

Codan fandt endvidere, at betændelsestilstanden, som var lokaliseret ved rodspidsen, skyldes med overvejende sandsynlighed, at den 2. rodkanal ikke blev lokaliseret og renset ud. Årsagen til betændelsesprocessen er derfor det efterladte døde væv i denne rodkanal.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. oktober 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden mistes som følge af den manglende rodbehand-ling af tandens ene rodkanal og ikke som følge af perforationen, der er sket svarende til overgangen mellem krone og tand. De foreliggende røntgenbilleder viser ikke tegn på, at der var en anden rodkanal, som kunne behandles. Behandlingen har derfor været den bedst mulige under de givne omstændigheder. En eventuel perforations placering er derfor uden betydning.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.