1831-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 29. september 2008 henvendte sig med smerter fra regio 2,1+. Tandlægen konstaterede, at broen i overkæbe-fronten 1+ til +3 var knækket, og det var nødvendigt at trække tanden 1+ ud og fremstille en ny bro eller et alternativt hertil. Der blev lavet en midlertidig løsning. Ved hjælp af røntgen blev der samme dag konstateret caries i regio 2,1+3 og beskeden paradentose. Den 11. oktober 2008 var patienten til samtale hos tandlæge om behandlingen – enten en ny bro eller en aftagelig protese.  Patienten overvejede stadig en ny bro, hvis det økonomisk var muligt. Desuden blev der konstateret caries i tænderne 7+7 og 5,3-3,4 på røntgen. Ved kontrol den 4. november 2008 blev behandlingen af overkæbefronten igen drøftet, og patienten ønskede en ny bro, dog skulle den endelige behandling udskydes, indtil økonomien var endelig afklaret. Desuden blev bl.a. tanden 2+ behandlet for caries, som måtte overfladisk nervebehandles på grund af hullets dybde. Patienten henvendte sig igen den 7. januar 2009, da tanden 1+ var knækket. Tanden blev repareret midlertidigt med plast, og patienten blev informeret om, at det snart var nødvendigt at foretage permanent behandling i området. Den 13. februar 2009 henvendte patienten sig med knækket fyldning i tanden 1+, som blev repareret midlertidigt med plast. Patienten henvendte sig igen den 3. marts med tanden 2+, son nu var knækket. Der blev anbefalet en kronebehandling, som patienten ønskede at vente med grundet økonomien. Tanden blev derfor restaureret midlertidigt med plast. Den 17. marts 2009 var tanden 2+ knækkede igen og blev repareret uden garanti og uden regning. Der blev aftalt tid til behandlingsudredning. Patienten henvendte sig igen den 23. april 2009 på grund af ømhed og hævelse regio 2+. Der blev aflastet i biddet og givet penicillin. Den 25. april 2009 var der igen stor hævelse, og der drev betændelse fra 2,1+. Patienten blev informeret om, at det var nødvendigt at trække tænderne 2,1+ ud. Patienten ønskede imidlertid at vente til hun kunne få fri fra arbejde til tandudtrækningen og fremstilling af en midlertidig aftagelig delprotese til erstatning af regio 2,1+1,2-. Den 30. april 2009 er det noteret i journalen, at patienten ønskede at vente med behandlingen til uge 20, og der blev lokalbehandlet for infektionen. Patienten henvendte sig igen den 5. maj 2009 på grund af hævelse ved 2,1+, hvor fyldningen regio 2+ sås tabt. Rodkanalen 2+ blev renset igen, og der blev ilagt plast uden beregning. Den 12. maj 2009 blev broen delt mesialt på +3 og kronen +3 blev siddende. Tænderne 2,1+ blev ukompliceret trukket ud. Ved kontrol den 13. maj 2009 var det helet fint, og der blev taget aftryk til den aftalte provisoriske protese. Den 15. maj 2009 blev den midlertidige delprotese afleveret til patienten. Protesen erstattede 2,1+1,2 og havde bøjle på hjørnetænderne. Den 18. maj 2009 meldte patienten afbud til tid den 3. juni 2010. Den 17. juni 2009 var der telefonisk kontakt til patienten, som fortalte, at protesen fungerede godt, og at behandlingen ønskes afsluttet. Patienten ville henvende sig ved behov.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tandlægen har gjort hvad der var muligt for at afhjælpe patientens gener og samtidig anvendt midlertidige løsninger, således at patienten havde tiden til at beslutte sig for den rigtige løsning for hende. Den behandling, som patienten fik udført i maj 2009, var aftalt mellem patienten og tandlægen et par måneder forinden.

Codan fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger, at der ikke er sket en behandlerpåført skade, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Codan fandt endvidere, at den protese, som patienten har fået fremstillet, er en midlertidig løsning, og at patienten stadig har muligheden for alternativer på samme måde nu som tidligere. Der er heller ikke i den forbindelse sket en behandlerrelateret skade.

Hvorvidt behandlingen i øvrigt har opfyldt forventningerne om holdbarhed og funktionsperiode er alene et spørgsmål mellem tandlægen og patienten. Ved uenighed henvises til Regionstandlægenævnet eller et civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 11. januar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen er udført bedst muligt under de givne omstændigheder, og at der ikke er sket en skade i lovens forstand. De opståede kom-plikationer i form af infektioner med hævelse skyldes, at behandlingen har måttet være henholdende, fordi De ønskede at udskyde beslutningen om den endelige behandlings-form. I den forbindelse finder nævnet, at den fremstillede protese er en midlertidig løsning, og at De stadig har muligheden for alternativer på samme måde nu som tidligere.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.