Skip to content

1833-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 18. maj 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 22. november 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der fik behandlet tanden -7 med krone, der blev cementeret den 16. marts 2009. Den 26. maj 2009 var tanden -7 følsom for kulde, og røntgen viste intet abnormt. Der kunne ikke konstateres fejl ved kronen, som kunne forklare symptomerne. Der blev penslet med Gluma, og det blev tilbudt at lave kronen om, såfremt symptomerne fortsatte. Den 29. juni 2009 blev tanden tilboret til en ny krone, som blev cementeret den 8. juli 2009. Ved kontrol den 8. oktober 2009 var -7 meget bedre, og der blev korrigeret for biddet ved sideudslag. Den 17. februar 2010 var der stadig gener fra -7, men nu kun ved overbelastning. Der blev atter slebet i biddet, og det blev aftalt at slibe tanden helt ud af bid, hvis der ikke var effekt. Den 30. marts 2010 var patienten stadig generet af -7 og mente, at tanden havde taget skade af, at den første krone var for høj. Dette argument blev imødegået af tandlægen, da tanden havde været symptomfri i fremstillingsperioden for den anden krone, hvor tanden var forsynet med hætte. Problemet blev søgt afhjulpet med yderligere beslibning og fremstil-ling af ny fyldning i overkæben uden effekt. Den 30. juni 2010 var der begyndende opklaring på forreste rod, og der blev aftalt rodbehandling til efter ferien. Den 16. august 2010 blev patienten henvist til vurdering hos anden tandlæge med erfaring i rodbehandling. Rodbehandlingen blev indledt den 25. august 2010, hvor der blev konstateret voldsom blødning fra rodkanalerne.

Patienten søger nu om erstatning for udbedring af skaden ved en rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. november 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tilboring af en tand til krone er et stort indgreb, der i ca. 10% af alle tilfælde bevirker, at der efterstående opstår betændelse i tandnerven, der nødvendiggør rodbehandling.

Codan fandt endvidere, at hvis kronen har været fremstillet med for hårdt bid, kan det give symptomer i lighed med de beskrevne, men symptomerne ville i så fald forsvinde, da biddet korrigeres, senest med fremstilling af ny krone.

Codan fandt desuden, at behovet for rodbehandling af tanden -7 med overvejende sandsynlighed er en følge af den nødvendige tilboring af tanden til krone.

Codan fandt således, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling. Forsikringen kan derfor ikke yde erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 22. november 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tilboring af en tand til krone i ca. 10% af alle tilfælde bevirker, at der efterfølgende opstår betændelse i tandnerven, der nødvendiggør rod-behandling. Behovet for rodbehandling af tanden -7 er derfor med overvejende sandsyn-lighed en følge af den nødvendige tilboring af tanden til krone, hvilket blev udført bedst mulig under de givne omstændigheder

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.