Skip to content

1841-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 22. juni 2011 ændret Codans afgørelse af 14. januar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der i september 2009 fik behandlet tanden 6+ med en guldkrone. I oktober 2009 blev tanden 7+ ifølge patienten forsøgt fjernet (?). En del af roden blev efterladt, og patienten blev informeret om, at denne ville falde ud af sig selv. Den 14. april 2010 konstaterede ny tandlæge, at kronen på tanden 6+ var mangelfuld, og den 27. april 2010 faldt kronen af. Ved kontrol den 31. maj 2010 blev det konstateret, at tanden var flækket, hvorfor den blev fjernet. Den 7. juli 2010 blev den efterladte rod af tanden 7+ fjernet.

Desuden har ny tandlæge konstateret, at tænderne -5,6 er brækkede og udtræknings-modne.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbredende behandling i form af implantatbehandling samt godtgørelse for smerter i kæben.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at vedrørende tanden 7+ er den delvise fjernelse mangelfuld, men beslutningen om at fjerne den var ifølge røntgenbilledet fra den periode rigtig, da den ikke var bevaringsværdig. Tanden kunne fjernes fuldstændigt i maj 2010 på samme præmisser som tidligere, og der er dermed tale om gennemførelse af udskudt behandling. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand.

Codan fandt endvidere, at tanden 6+ allerede før kronebehandlingen i 2009 ikke var til at rede, da tanden var svækket som følge af mange tidligere behandlinger for grundlidelsen caries. Codan fandt i den forbindelse, at fjernelsen af tanden i august med overvejende sandsynligt er sket på samme præmisser som det ville være sket i september 2009, og der er derfor ligeledes tale om udførelse af udskudt behandling.

Codan fandt desuden, at tænderne -5,6 igennem tiden er blevet voldsomt svækket på grund af lidelsen caries. Det er overvejende sandsynligt, at tanden -6 kunne have været bevaret langt tidligere ved en rodbehandling og siden en kronebehandling, men hverken patienten eller journalen efter 2006 omtaler denne tand. Tanden -6 er derfor med overvejende sandsynlighed gået til på grund af tidens belastninger og grundlidelsen caries. Den lader sig fjerne på samme præmisser nu som tidligere, og tabet af tanden skyldes dermed grundlidelsen caries og er ikke en følge af den udførte behandling.

Codan fandt også, at tanden -5 med overvejende sandsynlighed kunne bevares nu på samme præmisser som tidligere ved en kronebehandling, eventuelt med en fornyelse af rodbehandlingen som forbehandling. Der er således alene tale om omgørelse, da en rodbehandling og kronebehandling kan udføres på samme præmisser nu som tidligere. Omgørelse er ikke en skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning til denne del.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 14. januar 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra den 21. september 2009 viser, at tænderne -5,6 er insufficient behandlet med defekter i de restaureringer, der er udført på tænderne. -5 ses desuden forsynet med en utilstrækkelig rodfyldning og betændelse ved rodspidsen. Den er desuden forsynet med en stift. Forsikringen dækker derfor udgifterne til implantat og abutment regio -6. Desuden ydes der dækning af kirurgisk rodbehandling af -5. Der ydes ikke dækning for kronerne til -5 og -6, da dette behov var tilstede i forvejen. Behand-lingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

 

Nævnet finder dog også, at tanden 7+ kunne fjernes fuldstændigt i maj 2010 på samme præmisser som ved udtrækningen i oktober 2009. Selve det forhold, at roden ikke blev fjernet helt første gang udgør ikke i sig selv en skade i lovens forstand, ligesom der ikke ses at være udfærdiget en selvstændig regning på den efterfølgende fjernelse af roden.

 

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tænderne -5 og -6 i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

 

 

For så vidt angår tanden 6+ har Codan oplyst, at der er truffet en ny afgørelse af 6. maj 2011, hvor Codan har anerkendt en skade på tanden 6+. Nævnet ikke derfor har behandlet dette forhold.