Skip to content

1846-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 22. juni 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 7. januar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der fik restaureret tanden 6+ med krone den 3. september 2003 på grund af en fraktur.  Den 5. december 2003 fremstod tanden med rodspidsbetændelse, hvorfor der blev indledt rodbehandling, og tanden blev rodfyldt den 19. april 2004. I den forbindelse blev det noteret, at tandens ene rodkanal er tilkalket. Patienten skiftede tandlæge den 20. oktober 2008, hvor det bl.a. blev konsta-teret, at tandens inderste rodkanal var overfyldt, mens den forreste yderste rod ikke var rodfyldt. Tandsættet i underkæben blev genopbygget med en bro på 10 led fra tanden 5- til tanden -5 den 10. december 2008. Den 1. marts 2010 blev det bekræftet, at tanden 6+ ikke har nogen modbidstand. Det blev desuden vurderet, at tanden måske kan bevares efter fornyet rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbredende behandling samt godt-gørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen af tanden 6+ ikke kan anses at have været den bedst mulige i den givne situation. Bedst mulig behandling havde indebåret flere røntgen i forbindelse med rodbehandling af tanden, herunder til fastlæggelse af rodmål, rodfyldning i alle tre rodkanaler og ingen overfyldning af tandens inderste rod. Herefter et kontrolrøntgen 12 måneder efter til kontrol af forholdene på tandens rodspidser.

Codan fandt endvidere, at tanden 6+ næppe kan bevares, da røntgen fra den 19. november 2009 viser, at tanden 6+ fremstår med svær og formentlig ubehandlelig betændelse omkring alle tandens rødder.

Det er derfor overvejende sandsynligt, at forhold i forbindelse med rodbehandlingen af tanden 6+ i 2004 fører til tab af tanden 6+.

Forsikringen kompenserer derfor det forventelige tab af tanden med en kompensation på 2.000 kr. samt for udgifterne til udtrækning af tanden 6+. Det står dog patienten frit for at forsøge bevaring af tanden 6+ og anvende kompensationen til udgifterne ved aflukning af tanden med MTA.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 7. januar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6+ kunne have været bevaret uanset øvrige forhold, såfremt behandlingen havde været bedst mulig. Bedst mulig behandling havde indebåret flere røntgenoptagelser i forbindelse med rod-behandling af tanden, herunder til fastlæggelse af rodmål, rodfyldning i alle tre rodkanal-er og ingen overfyldning af tandens inderste rod. Desuden et kontrolrøntgen 12 måneder efter for at kontrollere forholdene på tandens rodspidser.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse om omfang.