Skip to content

1849-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 22. juni 2011 ændret Codans afgørelse af 9. december 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 29. oktober 1998 fik diagnosticeret dyb parodontose, specielt omkring de store kindtænder i såvel overmund som undermund. Ved behandling den 6. november, den 11. november og den 1. december 1998 blev der foretaget registrering af tandkødslommernes dybde og foretaget udvidet parodontalbehandling med tandrodsrensninger og instruktion i opnåelse og vedligeholdelse af god mundhygiejne. Ved konsultationer i 1999 blev der foretaget tandrodsrensninger og den 7. februar 2000 blev der på ny foretaget registrering af tandkødslommernes dybde og foretaget parodontosebehandling. Der blev efterfølgende foretaget opfølgende og vedligeholdende behandling af parodontosen. Den 8. februar 2002 blev der igen foretaget registrering af tandkødslommernes dybde, og at der var sket en forværring af parodontosen. Der blev foretaget udvidet parodontosebehandling med instruktion i opnåelse og opretholdelse af god mundhygiejne. Mundhygiejnen fandtes dog pæn. Af journalnotat af 21. februar 2002 fremgår det, at der ingen ændringer er sket vedrørende parodontosen. Den 28. juni 2020 blev der foretaget udvidet tandrensning og tandrodsrensninger samt konstateret, at mundhygiejnen skulle forbedres. Den 14. januar 2003 blev tandkødslommernes dybde igen målt, og situationen blev beskrevet som værende stabil. Ved efterfølgende konsultationer blev der udført vedligeholdende behandling i form af udvidet tandrensning og tandrodsrensninger. Ved konsultationer den 29. juni, 26. oktober 2004, 5. marts og 31. august 2005 er det journaliseret, at patienten ikke har ønsket at få foretaget registrering af tandkødslommernes dybde, og at patienten ikke har ønsket at få foretaget parodontosebehandling, men udelukkende har ønsket almindelig tandrensning. Patienten fik ved samme lejlighed forklaret vigtigheden af disse tiltag, men at patienten til trods for dette har fravalgt behandlingen. Den 14. november 2006 blev der journaliseret, at der var dybe tandkødslommer, og at der burde foretages udvidet parodontosebehandling. Efterfølgende blev der meldt afbud til behand-ling. Den 5. februar 2007 ønskede patienten ikke, at der blev foretaget registrering af tandkødslommernes dybde og ønskede udelukkende almindelig tandrensning. Det blev anbefalet at få foretaget parodontosebehandling inden for 1-2 måneder. Efterfølgende udeblev patienten fra behandling. Den 25. april 2007 blev der foretaget registrering af tandkødslommernes dybde og der blev konstateret forværring, hvilket der blev informeret om. Desuden blev der foretaget instruktion i tandbørstning og påbegyndt udvidet paro-dontosebehandling. Den 10. maj og 11. juli 2007 blev der foretaget kontrol af parodon-tosebehandlingen, og der blev foretaget instruktion i forbedring af mundhygiejnen. Den 7. september 2007 blev der meldt afbud til behandling. Ved kontrol den 2. juli 2008 blev der igen foretaget registrering af tandkødslommernes dybde, og der blev påbegyndt parodontosebehandling. Efter behandlingen meddelte patienten, at hun ikke kunne overskue behandling, og at hun ikke havde råd til behandlingen. Patienten ønskede ikke at aftale tid til færdiggørelse af behandlingen, men at hun ville kontakte klinikken, når det kunne overskues. Der blev efterfølgende foretaget indkaldelse pr. brev af 2 omgange. Den 10. marts 2009 henvendte patienten sig til ny tandlæge, hvor der blev diagnosticeret parodontose. Den 15. april 2009 blev der foretaget kirurgisk parodontosebehandling ved tanden +2. Den 24. juni 2009 blev der foretaget kirurgisk parodontosebehandling ved tanden +6 og den 26. juni 2009 ved tænderne 3,2,1-. Den 5. januar 2010 blev patienten informeret om behovet for parodontosebehandling, hvilket blev afvist, da patienten ikke var interesseret i denne behandling. Den 3. marts 2010 blev patienten informeret om, at der var dybe tandkødslommer og løse tænder, og at det var nødvendigt at fjerne flere tænder. Efterfølgende blev patienten henvist til ny tandlæge, som kunne bekræfte, at der foreligger et stort behandlingsbehov.

Patienten søger om erstatning for udgifterne i forbindelse med manglende og forkert diagnosticering af patientens tænder.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. december 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der med systematiske intervaller er foretaget dybdemåling af tandkøds-lommerne med henblik på diagnostik og rettidig behandling af tab af tandbærende støttevæv. Af journalen fremgår det, at der er indført tilstrækkelige notater omkring diagnoser, måling af tandkødslommerne og behandlingsmæssige overvejelser. Der er i stort omfang foretaget parodontosebehandling/ tandkødsbehandling og instruktion i hjemmetandpleje. Patienten har udvist nedsat samarbejdsvilje, har afslået anbefalede behandlinger og har ikke fulgt de anbefalede behandlingsintervaller.

Codan fandt derfor på baggrund af de foreliggende oplysninger, at der er foretaget tilstrækkelig behandling af grundlidelsen, men at lidelsen på grund af patientens manglende vilje til at indgå i et systematisk behandlingsforløb for nogle tænders vedkommende er så fremskreden, at der nu skal foretages en omfattende behandling. Endvidere er den tilbudte, tilstrækkelige behandling af sygdommen flere gange blevet afslået af patienten.

Samlet set fandt Codan ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, men derimod at det omfattende behandlingsbehov er en følge af grundlidelse og den afviste behandling i forbindelse hermed.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 9. december 2010, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at behandlingen ikke har været bedst mulig under de givne forhold, da der ikke overordnet er anført en paradentose diagnose og plan i journalen omfattende involvering af antibiotikum og kirurgisk paradentosebehandling samt tæt opfølgning.

 

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den udførte behandling eller mangel på samme har medført et behov for mere omfattende paradentosebehandling samt øget risiko for tandtab, set i forhold til den tandstatus der ville have have været der, hvis den korrekte diagnose og behandling var iværksat rettidig.

 


Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Behandlingsoverslag skal frem-sendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandling påbegyndes.