1913-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der har konsulteret den samme tandlæge for undersøgelse og behandling siden 2003. Inden da var der hos tidligere tandlæge konstateret paradentose med dybe tandkødslommer 6-8 mm omkring tænderne 7,6-. I perioden fra den 2003 og frem til 2007 blev der med intervaller på 3 måneder foretaget udvidet tandrensning, og tandkødslommerne var i denne periode stabile. I december 2006 henvendte patienten sig med symptomer fra tanden 6-, hvilket igen var tilfældet i februar 2007. Et kontrolrøntgenbillede viste et stort behandlings-krævende cariesangreb i tanden 6-, hvor tanden blev renboret. I forbindelse hermed skete der en gennembrydning til tandens nervekammer. Det blev forsøgt at undgå rodbehandling, men da det ikke var muligt, valgte patienten at få trukket tanden ud den 12. marts 2007 på trods af, at rodbehandling blev anbefalet. Den 6. marts 2007 var der smerter i tanden 7-, som var svækket af grundlidelse paradentose. Tanden mistes efterfølgende og der blev foretaget behandling med implantatbårne kroner regio 7,6-.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne i forbindelse med tabet af tænderne 7,6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. marts 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at parodontal behandlingen af tanden 7- er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Tanden 7- mistes dermed som følge af grundlidelsen parodontose og ikke den udførte behandling.

Codan fandt endvidere, at såfremt rettidig diagnostik og behandling vedrørende tanden 6- havde fundet sted, da ville behandlingen af denne tand have været mindre omfattende, og denne kunne være rodbehandlet, opbygget og kronebehandlet.

Codan fandt derfor, at patienten som udgangspunkt er berettiget til erstatning for de rimelige udgifter i forbindelse med en skadesudbedrende behandling af tanden 6-. I henhold til de almindelige erstatningsretlige regler gælder der dog en pligt for skadelidte til i rimeligt omfang at medvirke til en begrænsning af skadens omfang, når skaden er sket. Der kan derfor ikke kræves erstatning for de følger, som kunne være undgået, hvis patienten havde opfyldt denne tabsbegrænsningspligt. Tanden 6- kunne med god prognose bevares ved en rodbehandling og opbygning. Det fremgår af journaloplysning-erne, at patienten ikke ønskede denne behandling, og tanden 6- blev på patientens ønske fjernet. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med tabet af tanden og erstatning af denne med et implantat, da patienten ved fravalget af den optimale skadesudbedrende behandling ikke har opfyldt sin pligt til at begrænse det endelige tab.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 7. marts 2011, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at behandlingen af Deres paradentose ikke har været bedst mulig, da der ikke i journalen er systematiske oplysninger om den parodontale status og diagnoser samt overordnet behandlingsplan.

Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden 6- mistes som følge af den mangel-fulde diagnostik og behandling af paradentosen. For så vidt angår 7- er det nævnets opfattelse, at denne tand kunne bevares, hvorfor der foreligger en skade som følge af udtrækningen af tanden. Der kan derfor ydes erstatning til implantatbårne kroner regio 7- og 6-. Regning nr. 00312125 kan herefter godkendes.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1,/ Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1.