Skip to content

2077-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 19. juni 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 3. oktober 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 80-årig mand, der den 2. april 2008 fik fjernet tanden 2+ samt isat implantat immediat. Ved kontrol den 8. april 2008 blev der konsta-teret fin heling, og den 11. august 2009 blev der taget aftryk til krone på implantatet. Kronen blev herefter cementeret den 27. august 2008. Den 16. december 2008 var der hævelse i ganen, og der fandtes ømhed ved 1+. Der blev taget røntgen og indledt rodbehandling af tanden 1+. Rodbehandlingen kunne imidlertid ikke gennemføres på grund af tillukket rodkanal, og der blev ordineret penicillin. Ved kontrol den 13. januar 2009 var symptomerne uændrede, og der blev forsøgt fornyet rodbehandling af 1+, der ikke lykkedes. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge for videre behandling. Af journal fra anden tandlæge fremgår det den 26. januar 2009, at der var let hævelse på ganesiden regio 1+. +1 er vital. 1+ er forsøgt rodbehandlet, men røntgen viser, at udboringen er på vej off-kurs. Der er et år gammelt implantat 2+. Tilsyneladende ingen kommunikation. Røntgen beskrives med stor cystelignende cavitet omkring implantatet. Processen har kommunikation til 1+, der imidlertid synes at have intakt lamina dura. Der er ikke kommunikation til betændelsen via tandkødslommen 1+, men muligvis langs implantatet. Der blev aftalt rodbehandling af 1+ samt fjernelse af cysten regio 2,1+. Desuden vurderes prognosen for implantatet dubiøs. Den 8. februar 2009 blev der foretaget fjernelse af cysten ved operation samt rodfyldning af 1+. Det bemærkes i den forbindelse, at der var gennembrud af knoglen såvel foran som på ganesiden af 2,1+, hvorfor fuldstændig knogleheling ikke kan forventes. Prognosen for implantatet vurderes dubiøs til håbløs, og prognosen for 1+ dubiøs. Ved suturfjernelse hos egen tandlægen den 13. februar 2009 fandtes der ikke løsning af implantat eller af tænder i overkæbe-fronten, ligesom der fandtes pæn heling af tandkødet. Ved kontrol den 29. juni 2009 blev der noteret begyndende knogleheling, og der var ingen symptomer og/eller løsning. Den 26. august 2009 henvendte patienten sig på grund af ændret fornemmelse i området. Det føltes som den gang, der var betændelse. Klinisk var der intet at bemærke, og røntgen beskrives med ingen ændring. Det blev besluttet, at tilstanden skulle observeres. Ved kontrol den 4. maj 2010 beskrives røntgen med nogen opheling, og den 12. november 2010 beskrives røntgen med yderligere, men ikke fuldstændig heling. Den 13. maj 2011 noteres intet abnormt. Af journalnotat af 18. maj 2011 fra anden tandlæge fremgår det, at det ikke kan afvises, at der har været en nasopalatinal cyste.  

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til røntgenbilleder, kirurgisk behandling og kørselsudgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der på tidspunktet for indsættelse af implantatet ikke er tegn på betænd-else i knoglen i regionen. Endvidere indheles implantatet normalt og krone påsættes.

Codan fandt endvidere, at der ikke er tegn på, at betændelsen er en følge af den udførte behandling, og der er derfor ikke sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling. Dermed er der ikke sket en erstatningsberettigende skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder - som Codan - at den opståede betændelse ikke kan anses for at være en forringelse af Deres tandstatus med årsag i den udførte behandling.

På grundlag af Deres klages finder Nævnet i øvrigt anledning til at bemærke, at betingelserne for erstatning i § 20, stk. 1, nr. 4, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet efter oplysningerne om hyppigheden af betændelse som komplikation til implantatbehandling ikke kan anses for opfyldt.

Særlig med hensyn til rodbehandlingen af tanden 1+ skal Nævnet henvise Dem til at gøre et eventuelt krav om tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal Nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende ved regionstandlægenævnet eller et civilt søgsmål mod tandlægen.

Nævnet tiltræder herefter Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.